Vold på vagten

Som FADL-vagt møder du patienter fra hele samfundet, og for det meste går mødet mellem dig og din patient uden gnidninger.

Men et møde kan også indeholde store udfordringer. Patienter og pårørende kan være følelsesmæssigt ustabile. Nogle kan være psykisk syge. Misforståelser og konflikter kan opstå, men heldigvis bliver de som regel løst på fredelig vis.

Du kan dog risikere, at konflikterne ender med vold eller trussel med vold. Og hvad gør du så, når det er sket?

Først og fremmest skal du passe på dig selv. De psykiske skader kan tit være værre end de fysiske. Overvej seriøst at søge psykologhjælp.

Du skal også være opmærksom på den praktiske del af en voldsepisode. For eksempel skal du og din arbejdsgiver anmelde skaden. Politiet skal måske også inddrages.

 

Psykologhjælp

At opleve vold kan være en stærk oplevelse, og selv efter, at du har overstået en episode rent fysisk, kan du stadigvæk være psykisk skadet.

Du skal derfor kraftigt overveje at få psykologisk hjælp. Du bør i første omgang undersøge, om der på hospitalet er en krisepolitik med tilbud om psykologhjælp. Du kan spørge hospitalets personalekontor.

Har hospitalet ingen mulighed kan FADL eventuelt hjælpe med indledende psykologhjælp til debriefing. Psykologisk debriefing er et møde, hvor tanker, følelser og reaktioner tales grundigt igennem - enten enkeltvis eller i gruppe. Debriefingen placeres normalt nogle døgn efter hændelsen.

Efter psykologhjælp og debriefing er indsatsen ikke nødvendigvis færdig. Det er vigtigt, at du, eventuelt i samråd med din leder, får snakket ud med kollegaer, venner og familie.

 

Skadesanmeldelse

Da voldsepisoder og trusler om vold på arbejdspladsen opfattes som arbejdsulykker, skal de anmeldes til Arbejdstilsynet. Der skal dog kun ske anmeldelse, hvis arbejdsulykken har medført uarbejdsdygtighed i mindst 1 dag ud over den dag skaden skete. Det er vigtigt, at alle episoder anmeldes, uanset om der er fysiske mén eller ej.

Anmeldelserne giver Arbejdstilsynet og arbejdspladsen mulighed for over tid at registrere de psykiske belastninger, der er på en arbejdsplads.

Hvis skaden betyder, at du måske skal have en økonomisk kompensation, som for eksempel ved tabt arbejdsevne eller ødelagte briller, skal den også anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.

Har du en privat arbejdsgiver, skal han også anmelde det til sit forsikringsselskab.

Skadesanmeldelse kan være kompleks. Du kan læse meget mere om blandt andet tidsfrister og retningslinjer under Arbejdsskader.
 

Sikkerhedsrepræsentanten

Når voldsepisoder anmeldes som beskrevet ovenfor, skal sikkerhedsrepræsentanten på din arbejdsplads også inddrages.

Sikkerhedsrepræsentanten skal have en kopi af anmeldelsen, og episoden bør drøftes med arbejdsgiveren/ledelsen med henblik på forebyggelse af andre voldsepisoder.

 

Politianmeldelse

Hvorvidt du ønsker at anmelde en voldsepisode til politiet vil ofte være et spørgsmål om personlige grænser. Som udgangspunkt opfordrer FADL til, at alle typer af voldsepisoder anmeldes til politiet, idet vold mod mennesker, der passer deres arbejde ikke kan accepteres og skal retsforfølges.