Graviditet & Barsel

Der er opstår mange spørgsmål i forbindelse med graviditet. Kan mit arbejde skade mit ufødte barn? Hvilke rettigheder har jeg i forbindelse med barsel? Og hvad med økonomien?
 

Vi har samlet en række relevante informationer vedrørende regler og retningslinjer for graviditet og barsel på arbejdspladser.

 

Jeg har farligt arbejde. Hvad er min ret?

Hvis du som gravid har et arbejde, der ifølge lægeerklæring kan medføre risiko for fosteret, skal arbejdsgiveren først forsøge at fjerne det risikofyldte ved arbejdet eller undersøge, om du kan flyttes til andet passende arbejde med samme løn, men uden risiko for fosteret. Hvis dette ikke er muligt, har du som kvindelig funktionær ret til fravær med løn.

Dette gælder for eksempel arbejde med smitterisiko, organiske opløsningsmidler, giftstoffer, arbejde med tunge løft samt visse typer af arbejde under store trykforskelle.

 

Komplikationer ved graviditet

Du kan blive sygemeldt under graviditeten, hvis du har komplikationer, og lægen skønner, at arbejdet vil medføre yderligere risiko for dit helbred eller for fosteret.

Det gælder for eksempel ved tvillinge- eller trillingegraviditeter, for tidlig løsning af moderkagen, bækkenløsning, svangerskabsforgiftning med forhøjet blodtryk, risiko for tidlig fødsel eller lav fødselsvægt samt andre komplikationer.

 

Hvad skal jeg passe på, når jeg er gravid?

Arbejdstilsynet har udgivet en vejledning, der handler om gravides og ammendes arbejdsmiljø. Vejledningen oplyser om de påvirkninger, som kan indebære en fare for graviditet eller amning.

Nogle af de faktorer, du skal være opmærksom på, er for eksempel:

 

Tunge løft

Det er vigtigt at undgå tunge løft og dermed nødvendigt at finde en løsning, hvis man skal kunne fortsætte med at arbejde under graviditeten.

 

Infektioner

Visse infektioner kan medføre fosterskade hos gravide. Inden for sygehusvæsenet er risikoen for smitte størst i afdelinger, der har børn indlagt, da mange af disse infektioner er ”børnesygdomme”.

Gravide kan enten omplaceres eller fraværsmeldes. Vurderingen af den konkrete smitterisiko for den gravide, eventuelt omplacering eller sygemelding samt eventuel vaccination foretages normalt af den gravides praktiserende læge.

  • Røde hunde
    Røde hunde kan især i graviditetens 1. trimester medføre høreskade og hjerneskade hos fostret.Gravide, der ikke er MFR-vaccineret eller ikke har haft røde hunde, må ikke passe patienter med røde hunde. De skal fraværsmeldes, indtil man ved, om den gravide har antistoffer mod røde hunde.

  • Fåresyge
    Fåresyge i graviditetens 1. trimester kan medføre abort eller for tidlig fødsel. Der synes ikke at være øget risiko i 2. og 3. trimester. Gravide, der ikke er MFR-vaccineret eller ikke har haft fåresyge, må ikke passe patienter med fåresyge i 1. trimester af graviditeten (indtil 20. uge). Ved udbrud/epidemi i afdelingen fraværsmeldes den gravide, indtil udbruddet er ovre eller til 20. graviditetsuge.

  • Stress
    Vedvarende stress øger risikoen for tidlig fødsel samt lav fødselsvægt. Derfor bør du i forbindelse med graviditet forholde dig ekstra kritisk til meget stressende arbejdsforhold og om nødvendigt sygemeldes – eventuelt  delvist.

Læs mere i vejledningen Gravides og ammendes arbejdsmiljø på arbejdsstyrelsens hjemmeside.

 

Barsel

Når der er et barn i vente, dukker der hurtigt en lang række overvejelser op i forhold til studiet, arbejdet og økonomien. Hvornår bør jeg fortælle min arbejdsgiver om graviditeten? Bliver jeg måske fyret? Hvor lang orlov kan jeg få?

Spørgsmålene er mange. FADL har derfor udgivet en pjece, hvor du kan få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om graviditets og barsel.

Du kan downloade pjecen ved at følge linket i højre kolonne.

 

Yderligere spørgsmål

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig hos FADLs faglige sagsbehandler.

 

FADLs pjece om Graviditet & Barsel