Dagens Medicin d. 1. februar 2010:
Helt usædvanligt har videnskabsminister Helge Sander (V) besluttet at fortsætte behandlingen af Aalborg Universitets ansøgning om at oprette en lægeuddannelse, selvom Akkrediteringsrådet endnu ikke er kommet med sin vurdering.
Aalborg Universitet er kommet under tidspres for at få godkendt sin ansøgning om at oprette et lægestudie, hvis universitetet skal være klar til at optage studerende allerede fra efterået.
Derfor har videnskabsminister Helge Sander (V) besluttet, at lade ministeriets behandling af ansøgningen fortsætte, selvom Akkrediteringsrådet endnu ikke har fældet sin endelige dom over de nordjyske lægedrømme.
»Ved at fortsætte den planlagte beslutningsproces i regeringen nu undgår vi yderligere forsinkelser i forhold til en eventuel endelig godkendelse,« siger ministeren i en pressemeddelelse.
»Det er væsentligt, da vi netop i disse måneder færdiggør materialet til de studerende til brug for den koordinerede tilmelding til de videregåendeuddannelser til sommer,« siger Helge Sander.
Afklaring haster
Akkrediteringsrådet udsatte for en uge siden at beslutningen om at godkende eller afvise ansøgningen, efter Aarhus Universitet i sidste øjeblik havde rejst alvorlige spørgsmål ved blandt andet forskningen i Nordjylland.
Normalt venter ministeriet på Rådets afgørelse, førend det endelige godkendelsesarbejde bliver sat i gang. Men da de studerende allerede fra 15. marts begynder at søge studiepladser, haster det at få afklaret, om der skal oprettes et medicinstudie i Aalborg.
Derfor går ministeriet nu videre med arbejdet om at få de samfundsmæssige og økonomiske konsekvesner af medicinstudiet belyst.
Det indebærer blandt andet prognoser for det fremtidige behov for læger i Danmark og en vurdering af de økonomiske omkostninger ved en ny lægeuddannelse.
Akkrediteringsrådet forventes at behandle ansøgningen igen på næste planlagt møde 5. marts.
Læs artiklen i Dagens Medicin.