Høring om sygehuskrisen

17. februar 2010


Den 23. februar indkalder de faglige organisationer på sundhedsområdet til høring på Christiansborg om sygehuskrisen. Blandt oplægsholderne er Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og førende eksperter.

De største ekspertiser på hospitalsområdet bliver samlet den 23. februar på Christiansborg. Her indkalder Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger, Sundhedskartellet, HK/Kommunal og FOA til høring om sygehuskrisen.

”Vi har samlet dem, der ved mest om sygehusøkonomi. Vi har brug for svar på, hvordan det kan gå så galt, at man fyrer folk for at passe deres arbejde for godt,” siger formand for FOA, Dennis Kristensen.

”Politikerne kan ikke blive ved at love bedre behandling og frit valg på alle hylder uden at betale regningen. Desværre har regering og regioner nægtet at tage stilling til de økonomiske udfordringer, herunder en gennemgribende afbureaukratisering. Konsekvensen er, at personale og patienter på sygehusene betaler prisen,” siger formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen.

”Politikerne har et ansvar for at genoprette trygheden hos medarbejderne i sundhedsvæsenet. De skal sende et klart signal om, at de vil gøre alt for undgå uhensigtsmæssige og urimelige nedskæringer og fyringer i fremtiden”, siger formand i Sundhedskartellet, Grete Christensen.

"Tiden er inde til, at regeringen nedsætter en kommission, der kan komme til bunds i sygehusenes økonomi. Både patienter og medarbejdere har krav på, at der kommer styr på det her, så vi ikke igen skal se medarbejdere blive fyret for at gøre deres arbejde," siger næstformand i HK/Kommunal, Claus Gahrn.

”Det er ikke rimeligt at lade personalet stå tilbage med forklaringsopgaven,” siger Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz og fortsætter:

”Det er vigtigt, at arbejdsgiverne og politikerne tager ansvaret på sig og klart og tydeligt melder ud, hvilke konsekvenser besparelserne får for kvaliteten i patientbehandlingen.”


Eksperterne på banen

Blandt oplægsholderne til høringen er Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), Professor Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinstitut, Sekretariatschef for Det Økonomiske Råd, Lars Haagen Pedersen, Sundhedsdirektør for Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen og Ulla Astman, som er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.

Høringen finder sted tirsdag den 23. februar 2010 kl. 10-13 i Fællessalen på Christiansborg. OBS - der er desværre ikke flere ledige pladser.


Kontaktinformation:

Formand for FOA, Dennis Kristensen, 4018 4281
Formand for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, 2488 8442
Formand for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, 2346 0882
Næstformand for HK/Kommunal, Claus Gahrn, 2845 5420
Pressechef for Sundhedskartellet, Mads Krøll, 2943 8425