Videnskabsministeren kan afgøre Danmarks kommende Sundhed!
Aalborg Universitet har gentagne gange ansøgt om at få en selvstændig lægeskole, senest april 2009. Trods advarsler fra en lang række eksperter, læger og politikere, og til trods for at uddannelseskapaciteten ved Aalborg Sygehus allerede nu bruges til fulde, er den seneste ansøgning lige blevet godkendt af Akkrediteringsrådet.
Før den nye lægeuddannelse kan blive en realitet skal Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (C) dog give endelig godkendelse af oprettelsen, vurderet ud fra samfundsmæssige og økonomiske interesser. Interesser der, efter Foreningen af Danske Lægestuderendes (FADL) opfattelse, ikke er til stede.
FADLs uddannelsesordfører Dea K. Larsen udtaler: ”Med en ny lægeuddan-nelse i Aalborg, vil vi se forringelser af patienternes sikker i hele landet, og specielt Nordjylland, grundet en lægerekruttering til undervisning på den nye uddannelse, vi vil se forringelser i kvaliteten af kommende læger i form af manglende klinisk erfaring, pga. af manglende praktiskpladser, samt en kommende ledighed inden for læger. En dyr løsning på et dårligt dokumen-teret grundlag”.
Manglende kvalitet
Kvaliteten af en eventuel lægeskole i Aalborg er blevet betvivlet gentagne gange af flere navngivne professorer, lektorer og overlæger fra Aalborg. Det er bl.a. blevet fremført, at der vil mangle akademisk ekspertise, tilstrækkelige kliniske forhold samt et tilstrækkeligt højt forskningsniveau. Trods kritikernes åbenlyse ekspertise er indsigelserne blevet totalt overhørt. Måske fordi der op intet tidspunkt er forsøgt af føre dialog mellem Regionen Nordjylland og Aalborg Sygehus’ ledelse?
FADLs uddannelsesordfører Dea K. Larsen uddyber: ”En sådan dialog ville måske også have kunnet forklare at det der mangler i Region Nordjylland er ikke yngre læger, men speciallæger, som det tager ca. 12-15 år at uddanne”.
Manglende kapacitet
Endnu værre er det, at der ikke vil være praktikpladser nok til de kommende studerende. Således benyttes pladsen på de nordjyske sygehuse allerede af studerende fra Århus Universitet. Ifølge FADLs uddannelsesordfører Dea K. Larsen er det mere end rigeligt. Hun udtaler: ”På mange hospitalsafdelinger er der allerede for mange studerende til at de kan få meningsfuld undervisning.” Hun fortsætter: ”Med et nyt studie vil det være umuligt at opretholde en acceptabel faglig standard. De nyuddannede læger vil ganske enkelt ikke få en uddannelse der kvalificerer dem til at tage sig af patienter. Kapaciteten er allerede fuldt udnyttet”.
Dette bekræftes af Aalborg Sygehus’ egne opgørelser. Det til trods har Regionsrådsformand Ulla Astman i ansøgningen pointeret at ”...regionen gerne stiller de nødvendige klinikpladser til rådighed”. Gavmildt af regionen, men desværre tomme ord!
Manglende behov
Der er senest optaget 1413 lægestuderende i Danmark; en tredobling i forhold 1990! Danmark vil med de nuværende studerende alene have langt flere læger pr. indbygger end de lande vi normalt sammenligner os med. Dea K. Larsen udtaler: ”Det er en myte, at der mangler læger i Danmark - der mangler speciallæger!”.
Skadeligt for Aalborg Sygehus og Region Nordjylland
Der er i dag et omfattende samarbejde mellem Aarhus Universitet og Aalborg Sygehus. Aarhus Universitet har i øjeblikket ca. 100 professorer, lektorer og ph.d.-studerende ansat ved Aalborg Sygehus. Det vil være højst tvivlsomt om dette vil fortsætte, hvis Aalborg Universitet får et lægestudium, som vil beslaglægge den kliniske uddannelseskapacitet ved Aalborg Sygehus, hvilket Dekan Søren Mogensen flere gange har bekræftet.
Skulle samarbejdet med Århus Sygehus ophæves, vil Aalborg Sygehus miste muligheden for at ansøge om ca. halvdelen af de højt specialiserede medicinske funktioner sygehuset har i dag. Regionen vil derved tabe stort i den nationale kamp om specialerne, der netop nu føres og som vil præge det sundhedsrelaterede danmarkskort de næste mange år. Modsat er det svært at se, hvad gevinsten vil være, da der som nævnt, allerede i dag uddannes læger i regionen.
Aalborg Universitet har i ansøgningen om kandidatuddannelsen endda beskrevet, hvordan man har tænkt sig at benytte praktiserende læger som undervisere, og dermed trække lægerne ud af klinikkerne, og ind ved skrivebordene.
Dea K. Larsen slutter: ”Fra FADLs side håber vi, at den nye minister vil sætte sig grundigt ind i hele sagen og se de skadelige økonomiske, sundheds- og samarbejdsmæssige konsekvenser og beslutningen kræver derfor at alle nuancer kommer frem. Lad os bevare det nuværende antal lægestudier i Danmark, for økonomiens, regionens, og patienternes skyld.”
Dea Krogh Larsen
Formand for Uddannelsespolitisk Udvalg,
Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL