Skype tager plads i FADLs historie

21. januar 2010


Det er nu snart syv år siden IT-entreprenørerne Janus Friis (dansker) og Niklas Zennström (svensker), fandt på den glimrende idé, at kode et computerprogram velegnet til Internetbaseret kommunikation, også kaldet IP-telefoni. Pointen var, at gøre det nemmere og billigere for alle mennesker at kunne ringe til hinanden, uanset om det var arbejdsrelaterede eller personlige samtaler. I dag findes der over 20 millioner brugere world wide, som er online på et givet tidspunkt.

Det er altså syv år siden alt startede, men det er kun 3 dage siden Skype officielt tog plads i FADLs historie. Mandag d. 18. januar 2010, blev årets første FS-møde afholdt via Skype. FS (Formandskabet) består af de tre formænd fra hver kreds samt Hovedbestyrelsesformanden, og Hoved-foreningens direktør er oftest med som dirigent. Mødet giver formændene en mulighed for at diskutere sager og ansøgninger som skal diskuteres på kommende HB-møde. Desuden er det en mulighed for formændene, at kunne drøfte idéer, forslag og eventuelle problemer med hinanden for om muligt, at få respons og støtte.

Tidligere har det været sådan, at møderne blevet afholdt på skift i hver af de tre studiebyer. Men nu, efter et vel gennemført møde via Skype, åbner det op for at FADL også i fremtiden vælger at bruge ”den nyeste teknik”, selvom vi er ca. syv år bagefter...

Følgende deltog i mødet: Kristin Steinthorsdottir (HB-formand), Troels Dolin (København), Erik Frostberg (Odense), Anne Kaa (Århus), samt Bo Christensen (HF-direktør).


Erik Frostberg
Formand for Odense Kredsforening