Støtte til sundhedsklinik for udokumenterede migranter

15. august 2011

 

FADL støtter den sundhedsklinik for udokumenterede migranter, som Lægeforening, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp i næste uge åbner på Vesterbro i København.

 

Det anslås, at der opholder sig mellem 1.000 og 5.000 udokumenterede udlændinge i Danmark. Det er personer, der fx har fået afslag på deres ansøgning om asyl, er blevet i Danmark efter udløbet visum eller er blevet handlet til landet.

 

Disse personer får i øjeblikket ikke den tilstrækkelige sundhedshjælp, fordi de ikke tør kontakte sundhedsvæsnet af frygt for at blive sendt ud af Danmark.

 

I Sverige og Norge eksisterer der allerede tilsvarende klinikker. I Göteborg opsøger 45-50 patienter dagligt klinikken, og i Oslo er tallet 30-40 patienter.

 

Læs mere om klinikken på Dansk Røde Kors' hjemmeside.

 

Med venlig hilsen

Sara Schødt Nielsen, formand for FADL