Test af det nye fordelingssystem

11. marts 2008

Som tidligere omtalt her på fadl.dk har FADL i samarbejde med Ugeskrift forLæger og Dansk Telemedicin (firmaet bag det nye fordelingssystem) foretaget en test af den tekniske del af fordelingssystemet til den kliniske basisuddannelse.

Testen foregik ved, at 21 studerende fik tildelt numre og skulle vælge imellem en række fiktive forløb, og vi har netop modtaget resultaterne.

 

Positiv med enkelte fejl

Alt i alt var meldingerne om systemet positive, men der var dog en række fejl i systemet, som man via testen blev opmærksom på. Således er mulighederne for specifikke søgninger udvidet, idet det blandt andet er blevet muligt at søge på kombinationer af flere søgekriterier. Ligeledes er det nu muligt at søge direkte på pladsnummer, så det bliver lettere at genfinde forløb.

Med hensyn til den grafiske udformning er der blevet rettet fejl i scroll-funktionen, opdateringen af kortet er forbedret, og overskueligheden er generelt øget via små rettelser. Endelig er favoritfunktionen forbedret, og antallet af browsere, der kan bruges med systemet, er øget.

 

Godt samarbejde

Fra FADLs side er vi meget tilfredse med de forbedringer, vi har fået implementeret. Vi vil gerne sige tak for samarbejdet og i den forbindelse rose Dansk Telemedicin for deres store villighed til at forbedre systemet. FADL forventer at forblive en aktiv partner i fremtidige evalueringer af systemet.

Mikkel Fode
Formand for Uddannelsespolitisk Udvalg, FADL