Visioner om Statens Uddannelsesstøtte

24. april 2008

Regeringens politik om at lempe på SU-loftet er ikke visionær nok. De studerende har længe været underlagt en unødvendig regulering af deres indtægter, og tiden er kommet til at nytænke SU’en. Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) mener blandt andet, at SU-loftet skal fjernes på kandidatdelen.

 

SU-loftet væk

For mange studieretninger er det vigtigt at have mulighed for fagrelevant arbejde for at forbedre de faglige kvalifikationer og øge muligheden for postgraduate ansættelser. Det gælder også lægestudiet. For at imødekomme dette mener FADL derfor, at SU-loftet skal hæves - og på kandidatdelen fjernes helt.

SU-loftet hindrer nemlig de studerende i at få vigtig erhvervsrelevant erfaring. Begrænsningen det nuværende SU-loft sætter betyder, at man som næsten færdiguddannet ikke kan arbejde ret mange timer, da lønnen ofte er betydeligt højere end i begyndelsen af studiet pga. ens faglige kvalifikationer. Det paradoksale er, at det netop er arbejdet sidst på studiet, der giver den mest relevante erfaring.

 

Bedre læger

De danske lægestuderende kan supplere deres uddannelse med studierelevant arbejde. Derved får sygehussektoren tilført arbejdskraft, i en tid hvor denne i høj grad er en mangelvare. SU-loftet forhindrer dog de lægestuderende i at arbejde mere, end de gør nu.

SU-loftet hindrer også, at de lægestuderende kan blive endnu bedre læger. Det studierelevante arbejde for lægestuderende udgøres primært af specialiserede vagter på hospitaler samt lægevikariater, hvor man arbejder som læge. Mange gange berører de lægestuderende arbejdsområder, der ikke undervises i på studiet. Dette øger deres faglige kompetencer og er med til at højne kvaliteten af de færdige kandidater.

Det er klart, at studiearbejdet ikke er en erstatning for universitetets undervisning, men et værdifuldt supplement. Det er i alles interesse, både patienternes, lægernes og samfundets, at lægerne er veluddannede og har en bred klinisk erfaring. I praksis begrænser SU-loftet de lægestuderendes muligheder for at dygtiggøre sig til deres kommende arbejde."

 

Den alternative idé

Nogle mener, at studerende ikke selv kan administrere både at bestå eksaminer og arbejde ved siden af studiet. For at imødegå dette argument foreslår FADL, at SU-loftet bibeholdes på bachelordelen, men at det dog forøges med de tidligere foreslåede 1500 kr. om måneden. Således kan bachelordelen fungere som en slags ”lære-fase”, hvor de nye studerende lærer, hvor lang tid de bruger på at studere.
På kandidatdelen derimod mener vi, at den studerende har et indgående kendskab til kravene på sit eget studie og hvilket tidsforbrug, der kræves af den enkelte for at imødekomme disse. Endvidere er der på mange studier et behov for at have studierelevant arbejde ved siden af studiet – specielt på kandidatdelen. Derfor mener vi, at loftet på kandidatdelen skal fjernes helt. Besparelsen i administration samt den øgede indbetaling af skat kan være med til at finansiere de øgede udgifter til SU på grund af færre fravalgte klip.

Alle studier er forskellige – ligesom også de studerende er forskellige. Vi håber, at vi med vores forslag kan forbedre forholdene for flest muligt studieretninger og studerende.

Bjarne Skjødt Worm
Formand for bestyrelsen
Foreningen af Danske Lægestuderende

 

Kontakt

Formand, Hovedforeningen
Kristin Julia Steinthorsdottir
Tlf.: 3166 6112
kristin@fadl.dk