Vedtægter for bladet ACUTA

VEDTÆGTER FOR ACUTA, FORENINGEN AF DANSKE LÆGESTUDERENDE (FADL), ÅRHUS KREDSFORENING

AFSNIT 1
NAVN OG FORMÅL

§ 1
Bladets navn er Acuta.

§ 2
Bladet virker som informationsorgan for i) Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL), Århus Kredsforening (i det følgende benævnt ”Århus Kredsforening”) og ii) FADL's Vagtbureau, Århus A/S og har herudover til formål at skabe debat om lægeuddannelsen blandt lægestuderende, lærere og andre interesserede, samt at fungere som kommunikationsorgan mellem det lægevidenskabelige hovedområde, de medicinske studenterorganisationer og studerende.

§ 3
Bladet kan findes på Acutas hjemmeside og kan afhentes på et antal steder i tilknytning til Aarhus Universitet og universitetshospitalerne. Stederne afgøres af Århus Kredsforenings repræsentantskab i samråd med Acutas redaktion og kan ses på FADLs og Acutas hjemmesider.Der er mulighed for at abonnere på bladet og få det tilsendt. Prisen for abonnement fastsættes af repræsentantskabet.

AFSNIT 2
REDAKTIONEN

§ 4 stk. 1
Bladet drives af en redaktionsgruppe med en ansvarshavende redaktør, der udpeges af redaktionsgruppen.Redaktøren er ansvarlig jvf. Presseloven.Redaktionsgruppen består af de personer, der deltager i bladproduktionen på de enkelte redaktionsmøder.Enhver lægestuderende kan indtræde i redaktionsgruppen.

§ 4 stk. 2
Bladet er ucensureret i det omfang Presseloven tillader det.

§ 4 stk. 3
Indrykkerens navn af ethvert indlæg, billede, tegning etc. skal være kendt af redaktionen.

§ 4 stk. 4
Der må kun indsættes materiale i bladet, hvis Acuta har ophavsretten, eller hvis der foreligger skriftligt samtykke fra "forfatteren"/tegneren.

§ 4 stk. 5
Redaktionsgruppen laver praktiske retningslinier for indlæggenes form og udseende.

§ 5
Hvert nummer skal indeholde oplysninger om tidspunkt og mødested for de næstfølgende numres redaktion.

§ 6
Bladet udkommer normalt hver 14. dag i semestermånederne, og uden for disse efter behov.

§ 7
FADL's Vagtbureau, Århus A/S har intet ansvar for bladets indhold efter § 4 stk. 2.

AFSNIT 3
ØKONOMI OG DRIFT

§ 8 stk. 1
Acuta udgives af Århus Kredsforening, som dækker udgifter i forbindelse med udgivelsen.

§ 8 stk. 2
Repræsentantskabet i Århus Kredsforening fastsætter retningslinier for fri annoncering i bladet.

§ 8 stk. 3
Der kan herudover optages annoncer efter retningslinier fastsat af Århus Kredsforenings repræsentantskab.Disse annoncer må kun udgøre max. 5 sider pr. nummer.

§ 9
Bladets budget godkendes af Århus Kredsforenings repræsentantskab, der ligeledes tager stilling til eventuelle ekstra bevillinger.

§ 10
Beslutning om nedlæggelse af bladet kan kun ske på Århus Kredsforenings generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær).

AFSNIT 4
IKRAFTTRÆDEN


§ 11
Vedtægterne træder i kraft ved Århus Kredsforenings generalforsamlings godkendelse den 4/4 2003 og er senest ændret på den ordinære generalforsamling den 19/10-2006.