Hovedbestyrelsens forretningsorden
Forretningsordenen beskriver de daglige spilleregler for møder i Hovedbestyrelsen.
§1 Indkaldelse og dagsorden
Stk. 1. Formandsskabet har ansvaret for indkaldelse af Hovedbestyrelsen (HB) og for udarbejdelse af dagsorden.
Stk. 2. Sager kan optages på dagsordenen af følgende:
- Kredsforeningernes repræsentantskaber
- Hovedbestyrelsesmedlemmer
- Formandsskabets medlemmer
- Hovedforeningen (HF)’s udvalg
Stk. 3. Ordinære Hovedbestyrelsesmøder fastlægges af Hovedbestyrelsen. Det tilstræbes at der ligger 3 Hovedbestyrelsesmøder pr. halvår.
Stk. 4. Sager til dagsordenen skal være Hovedforeningens sekretariat i hænde senest 10 dage før mødernes afholdelse.
For at der kan træffes beslutninger ved et dagsordenspunkt, er det en forudsætning, at der foreligger en skriftlig redegørelse samt en indstilling fra forslagsstiller. Disse skal foreligge senest ved fristen for udsendelse jvf. §1, stk. 5 og §2.
Stk. 5. Dagsordenen med tilhørende redegørelser og indstillinger skal udsendes fra Hovedforeningens sekretariat senest 7 dage før mødernes afholdelse. Der skal til hvert dagsordenspunkt til Hovedbestyrelsesmøder, være anført en ansvarlig for punktet.
Mødernes varighed skal fremgå af dagsordenen.
Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan ved mødets start godkende, at sager af uopsættelig karakter og som så vidt muligt foreligger i skriftlig form med kort kommentar og indstilling til beslutning, jvf. stk. 4, kan optages på en tillægsdagsorden for det pågældende møde.
Stk. 7. Dersom et Hovedbestyrelsesmedlem har forfald, skal hun/han hurtigst muligt sørge for indkaldelse af suppleant.
Stk. 8. Ved ekstraordinære Hovedbestyrelsesmøder i henhold til vedtægternes paragraf 16, stk. 2 skal ovenfor nævnte bestemmelser i stk. 4 og 5 i størst mulig udstrækning søges overholdt.
Stk. 9. Dagsorden til ordinære møder skal mindst indeholde følgende punkter:
- Formalia (valg af dirigent og referent, godkendelse af dagsorden og af sidste mødes referat)
- Meddelelser
- Eventuelt
Ved hvert punkt udover ovennævnte angives om punktet er til drøftelse (D) eller beslutning (B) samt angivelse af en ansvarlig for punktet jvf. §1 stk. 4 og 5.
Stk. 10. Der afholdes mindst et Hovedbestyrelsesmøde i november måned med følgende dagsorden, jvf. vedtægternes §15:
- Formalia, herunder godkendelse af sidste mødes referat
- Meddelelser
- Valg af formand og to næstformænd til HB
- Valg af Formandsskab:
- Hovedbestyrelsesformanden og
- de 3 kredsformænd (én fra hver kredsforening) - Valg af medlem til voldgiftsret og 2 suppleanter for denne (funktionstid 3 år)
- Fordeling af udvalgsposter samt evt. nedsættelse af arbejdsgrupper
- Udvalgsposter i Foreningen af Yngre Læger (FAYL)
- Registrering af kredsenes valg af kritiske revisorer
- Godkendelse af Hovedbestyrelsens forretningsorden
- Eventuelt
§2 Mødeledelse
Stk. 1. Under formalia vælges en dirigent.
Stk. 2. Dirigenten leder mødet i overensstemmelse med denne forretningsorden.
Stk. 8. Dirigenten starter mødet med en konstatering af, om mødet er beslutningsdygtigt og rettidigt indkaldt.
§3 Mødets afvikling
Stk. 1. Dagsordenens punkter behandles og i den rækkefølge, der er opført på dagsordenen, med mindre Hovedbestyrelsen beslutter andet.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan suspendere eller udsætte punkter eller dele heraf med henblik på fortsat behandling på samme møde.
Stk. 3. De, der forelægger en sag eller et forslag, har udover indledende bemærkninger ret til en afsluttende bemærkning, inden forslaget går til afstemning.
Stk. 4. Medlemmer tildeles ordet i den rækkefølge, de indtegner sig hos dirigenten.
Stk. 5. Dirigenten kan uden for talerlisten give mødedeltagere ordet til korte replikker.
Stk. 6. Ingen kan få ordet uden dirigentens tilladelse.
Stk. 7. Begærer en mødedeltager ordet til procedure, skal dette imødekommes umiddelbart.
Stk. 8. Dirigenten påser, at talerne holder sig indenfor det dagsordenspunkt, der debatteres. Overfor personangreb og lignende skal der straks skrides ind.
§4 Beslutninger
Stk. 1. Afstemning foregår i almindelighed ved håndsoprækning.
Stk. 2. Afstemning skal foregå skriftligt såfremt 1 Hovedbestyrelsesmedlem kræver dette.
Stk. 3. Afstemning foregår i almindelighed skriftligt ved personvalg.
§5 Referat
Stk. 1. Under formalia vælges en referent.
Stk. 2. Ethvert Hovedbestyrelsesmedlem kan forlange bemærkninger og/eller stemmetal tilføjet ved hver enkelt sagsafgørelse.
Stk. 3. Procedure for referat af Hovedbestyrelsesmøder: Referenten skal senest 5 dage efter mødet fremsende referatudkast til Hovedforeningens sekretariat. Herefter layoutes referatet og udsendes til Hovedbestyrelsen. Dette skal ske inden yderligere 5 dage.
Stk. 4. Referatet godkendes på førstkommende Hovedbestyrelsesmøde.
Stk. 5. Sager, behandlet i lukket møde/lukket punkt, refereres i en intern formandsprotokol.
§6 Tilhørere, gæster og sekretariatspersonale
Stk. 1. Hovedbestyrelsesformanden eller Hovedbestyrelsen kan ved simpel flertalsbeslutning, jvf. lovenes §13, stk. 7, give medlemmer af kredsforeningerne og andre, som af særlige grunde ønsker at deltage i Hovedbestyrelsesmøderne tilladelse til uden stemmeret at overvære disse og deltage i diskussionerne.
Stk. 2. Det af foreningen ansatte personale har taleret på møderne.
§7 Ændringer af forretningsordenen
Stk. 1. Ændringer og tilføjelser til nærværende forretningsorden kan vedtages af Hovedbestyrelsen med almindeligt flertal. Ændringer og tilføjelser skal fremgå som punkt på indkaldelsen.
Stk. 2. Nærværende forretningsorden er vedtaget af HB d. 3.11.1993 i ÅKF med senere ændring på HB-møde d. 2.4.1998, HB-møde d. 18.2.2003, HB-møde 12.11.2003, HB-møde 13.11.2004 , HB-møde 28.11.2006, HB-møde 2.11.2007 og HB-møde 11.11.2009.