Bliv fagpolitisk aktiv
Der er mange måder hvorpå du kan deltage i det fagpolitiske arbejde som lægestuderende. Her er FADL blot éen af mange spændende muligheder for at engagere dig i et fagligt miljø og møde andre studerende på tværs af semestrene.
Deltag i projektarbejde
Hvis du brænder for en særlig sag kan du gennem FADL i mange tilfælde få muligheden for sætte fokus på sagen og være med til at forme det budskab som sendes ud på vegne af de lægestuderende.
Det er ofte den "blide" introduktion til FADL hvor fokus alene er på den konkrete sag og ikke nær så meget på de mange organisatoriske opgaver som FADL også kan byde på.
FADL aktivisterne og reformen af lægers videreuddannelse
Regeringens reformen af lægers videreuddannelse er et godt eksempel på projektarbejdet. Her har over 40 studerende, der ikke normalt er aktive i FADL har været med til at skabe opmærksomhed om reformen og dens negative konsekvenser for patientsikkerheden i Danmark.
De har bl.a. bidraget til sagen ved at arrangere offentlige 'events' hvor budskabet kommer ud til almindelige borgere i stedet for den noget lukkede læge-kreds som læser Ugeskrift for Læger eller Dagens Medicin.
Så hvis du har noget på hjerte, så kontakt din lokale Kredsforening. Så kan de hjælpe dig videre til de rette kontaktpersoner.
Bliv valgt som Repræsentant
Du har også muligheden for at stille op til Repræsentantskabet i din Kredsforening. Det foregår i starten af efteråret i alle tre byer.
- København har 21 pladser
- Odense har 11 pladser
- Århus har 18 pladser
Den præcise procedure for at blive valgt finder du hos din Kredsforening.
Som Repræsentant er du både involveret i politisk arbejde, administrative opgaver og en masse specielle områder som du selv kan være med til at opstarte.
Det handler fx om:
- Sundhedspolitik (Passiv rygning, vilkår i psykiatrien, kræftbehandling)
- Uddannelsespolitik (Lægers videreuddannelse, turnus)
- Arbejdsmiljø (Vilkår på vagt, rettigheder og pligter)
- Overenskomstforhandlinger (Vær med til at forhandle med Danske Regioner og staten om bedre lønforhold som FADL-vagt eller lægevikar)
- Medlemsfordele (Du kan selv være med til at skaffe flere medlemsfordele for FADL medlemmer)
Du kan altid stille forslag til afstemning i Repræsentantskabet og derved være med til at styre den retning som foreningen bevæger sig i.
Du får også en en unik indsigt i mange politiske beslutningsprocesser, og en grundlæggende forståelser for regnskabet og budgetter.
Bliv kritisk revisor
Mens FADLs regnskaber selvfølgelig er frit tilgængelige for gennemlæsning for alle medlemmer, har du også en mulighed for at få en dybere indsigt i hvordan pengene bruges i FADL.
Det gør du som kritisk revisor.
Som kritisk revisor gennemgår du regnskabet og er med til at sikre at pengene i foreningen bliver brugt i overensstemmelse med de beslutninger som Repræsentantskabet træffer.
Mange bruger rollen til at snuse lidt mere generelt til FADL inden de stiller op til en Repræsentantskabsplads.