Rekrutteringsproblemer fylder meget i sundhedsdebatten i disse tider. Senest er det almen praksis på den Københavnske vestegn, der har problemer med at tiltrække læger til området.
Det er især de ”socialt udsatte” områder, som ikke formår at tiltrække nye almenpraktiserende læger til at erstatte den generation, der nu er begyndt at gå på pension.
Det er nemt at opstille en masse grunde til, hvorfor vi nu er endt i denne situation, hvor såvel almen praksis som mange andre specialer begynder at hungre efter læger til at overtage de ledige stillinger. I FADL mener vi dog, at det er langt mere interessant at fokusere på, hvad vi kan gøre for at afhjælpe de rekrutteringsproblemer, der især rammer yderområder, men som i de seneste par år nu også at begyndt at ramme Hovedstadsområdet.
Almen praksis som en essentiel del af ethvert turnusforløb
Det er svært at beskrive mulige løsninger på rekrutteringsproblemerne i almen praksis uden at nævne 4-års-reglen og den forkortede turnus – nu uden almen praksis som et essentielt delelement.
FADL har gennem længere tid støttet en forkortelse af den tid, yngre læger tilbringer i turnus. I alt for mange områder fungerer turnus desværre som sygehusenes billige arbejdskraft, hvor man ikke behøver at fokusere på arbejdsvilkår eller andre positive incitamenter for at få de yngre læger til at blive. Sygehusene får jo hver gang automatisk et nyt kuld læger, der kan nedslides efter forgodtbefindende.
En sådan omlægning vil efter vores mening også være med til at højne uddannelseskvaliteten på afdelingerne og sikre, at de gode afdelinger også formår at tiltrække de gode læger.
Kæden hopper dog af, når man samtidig fjerner almen praksis som en essentiel del af samtlige turnusforløb. Selv den højt specialiserede neurokirurg vil efter vores mening nyde godt at de tværsektorielle kompetencer, der kun kan erhverves ved et længerevarende ophold i almen praksis. Herved sikres et indblik, som umuligt kan opnås på de 10 dages ophold, den lægestuderendes fx sikres i København på sidste semester af studiet.
Den nye turnusordning får simpelthen mere vidtrækkende konsekvenser for den enkelte læges videreuddannelse – også i forhold til andre specialer end almen praksis.
Hvor turnuslodtrækningen før havde en afgørende virkning på, hvor i landet, man blev forflyttet til, vil denne lodtrækning – der udelukkende baserer sig på (u)held – nu også have indvirkning på de videre muligheder for at søge uddannelsesstillinger.
Hvis du arbejder på at blive uddannet som kirurg, vil det alt andet lige være et dårligt udgangspunkt at du i dit turnusforløb ikke var heldig nok at have et nummer, der tillod dig at opnå et turnusforløb med kirurgi.
Indførslen af en 4-års-regel kan derfor få den uheldige konsekvens, at almen praksis som speciale i stigende grad bliver overset, samt at mange lægers adgang til ønskespecialet i stigende grad baseres på en tilfældig lodtrækning.
Den gode praksis
Men hvad ønsker de kommende læger sig af deres ophold i almen praksis, og hvad ville øge motivationen for at vælge det som speciale?
Almen praksis har som udgangspunkt den store fordel, at man i højere grad kan være med til at definere sine egne arbejdsopgaver, og at man er sikret indflydelse på sin egen hverdag. På hospitalerne opdager vi desværre gentagne gange, hvordan sundhedspersonalet er reduceret til rene produktionsmaskiner, som helst ikke skal have nogen meninger om hvordan tingene foregår. Det er selvsagt ikke en acceptabel fremgangsmåde i 2007.
I forhold til de kommende lægers ønsker til almen praksis, er der ingen tvivl om, at et af de største ønsker er, at kunne indgå i et fagligt udviklende fællesskab – også i dagligdagen. Det er ikke længere godt nok at sidde i sin solo-praksis med en enkelt sekretær. Der skal gerne flere læger i vores praksis, meget gerne også andre faggrupper som fysioterapeuter eller sygeplejersker. Det er sådan, man sikrer gensidig udvikling.
Der må nødvendigvis også være større fokus på det brede spektrum af opgaver som almen praksis ligger i front med. En øget indsats på forebyggelsesopgaver og sikring af initiativer som motion på recept, forbedring af kost- og ernæringsmuligheder samt hjælp i forbindelse med ønsket om rygestop.
Der må ligeledes sikres bedre muligheder for de specialiserede funktioner som almen praksis også kan indeholde. Derigennem skal vi sørge for at de almen praktiserende læger har større frihed til at satse på deres interesseområder, når vi bevæger os ud over de basisydelser som alle i praksis skal tilbyde.
Det er naturligt, at vi som kommende læger er med til at præge den udvikling, der foregår på området. Det er jo netop er os, der forhåbentligt skal rekrutteres til disse ”kriseramte yderområder”, som nogle aviser kalder den Københavnske vestegn.
Med de rette incitamenter og den rette rekrutteringsindsats – allerede under studiet – burde disse områder kunne dækkes uden problemer.
Her vil FADL selvfølgelig fortsat bidrage til, at lægestuderende allerede under studietiden får en større indsigt i de forskellige tilgængelige specialer – også almen praksis. Det ser vi som en af de vigtige opgaver i den kommende tid, og som et naturligt samarbejdsområde for FADL og PLO.
Morten Andresen
Formand, FADL København