2008 har været det mest begivenhedsrige år i min tid i FADL. Foreningen bevæger sig fremad i et tempo, jeg ikke havde troet muligt. Der er utroligt mange store projekter i gang i foreningen – lokalt såvel som nationalt.
FADLs rolle som politisk aktør er i 2008 blevet udbygget, og vi har nu bedre gennemslagskraft end nogensinde før. FADLs udtalelser bliver taget seriøst, vores indvendinger og ideer diskuteret. FADL har således i år allerede mødtes med Formanden for Danske Regioner flere gange og har et møde planlagt med Ministeren for Sundhed og Forebyggelse.
PÅ ARBEJDET
Overenskomster
Et af FADLs øverste formål er at forhandle de bedst mulige overenskomster for vores medlemmer. Vi er i øjeblikket ved at forhandle, hvad vi håber vil blive en af de mest skelsættende overenskomster i FADLs historie. Dette arbejde tager selvsagt en stor del af foreningens ressourcer, og vi er ekstremt glade for den store mængde frivillig arbejdskraft, der bliver lagt i det.
Vi satser på, at overenskomsterne for både sygeplejevikarer, ventilatører, ansatte på specialhold og lægevikarer er færdigforhandlede i starten af næste år.
Specialhold
FADL har igennem de seneste år haft mange tanker omkring oprettelsen af flere specialhold, og vi begynder nu at kunne mærke en øget efterspørgsel på disse hold. Specielt manglen på yngre læger betyder øget efterspørgsel på bl.a. lægevikarhold.
Forsvaret
FADL har igennem flere årtier arbejdet for at få en overenskomst med forsvaret, og dette lykkedes endelig i 2008, hvor overenskomsten om lægevikarer i forsvaret blev færdigforhandlet.
Vi afventer med stor spænding respons fra de første lægevikarer i forsvaret.
Psykiatri
FADL har deltaget i arbejdet omkring forbedringer i psykiatrien i samarbejde med Danske Regioner med specielt fokus på rekruttering af læger og plejepersonale.
Arbejdet har resulteret i en rapport, der anbefaler brugen af FADL-vagter i psykiatrien. Endvidere har det medført, at SPV-kurset udvides med et modul i konflikthåndtering og kommunikation.
Sundhedsstyrelsen har netop valgt at tolke reglerne for tvang i psykiatrien anderledes, end de hidtil har gjort. Dette kan betyde, at antallet af lægevikariater i psykiatrien vil falde. Vi følger udviklingen tæt og håber på at kunne påvirke udfaldet.
Jobportal
FADL lancerede tidligere i år første udkast til vores jobportal, hvor man allerede nu kan finde en del lægevikariater. Denne vil blive yderligere udbygget over efteråret.
PÅ DIN UDDANNELSE – NU OG I FREMTIDEN
FADL har i den seneste tid lagt øget fokus på forholdene på universiteterne, i den kliniske basisuddannelse og inden speciallægeuddannelserne. Vi håber med dette øgede fokus at kunne forbedre forholdene for alle lægestuderende og yngre læger.
Lægestudiet
Universiteternes motivation for at uddanne forskere frem for læger betyder dalende fokus på den kliniske undervisning, hvilket specielt de kliniske ophold bærer præg af. Vi forsøger derfor i samarbejde med Danske Regioner og det Nationale Medicinerråd at finde løsninger til forbedring af klinikopholdene.
Vi håber også, at Lægeforeningen vil være med til at definere og promovere de gode klinikophold. Vi håber på sigt, at de lægestuderende kan komme til at indgå som en mere integreret del af personalestaben.
Klinisk Basisuddannelse
Vi har deltaget tæt i udviklingen af tilmeldingssystemet til KBU. Endvidere har vi presset på for at få systemet ordentligt gennemtestet inden lancering.
Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen ønskede også at fjerne parordningen, men det lykkedes FADL i sidste time at redde denne. Vi håber også på en snarlig genindførelse af læsemakkerordningen.
Vi kæmper naturligvis for at få forbedret forløbene i KBU, men desværre har Lægeforeningen og Danske Regioner store økonomiske interesser i KBU og står derfor i vejen for den læringsmæssigt bedste løsning.
4-års-reglen
Kampen mod 4-års-reglen fortsætter. Senest har vi åbnet mulighed for, at alle yngre læger, der bliver omfattet af 4-års-reglen, kan blive medsagsøgere mod det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministerium. Læs meget mere på fadl.dk netop nu.
I FRITIDEN
Pension
FADLs seneste overenskomst indførte pension af lønnen. Vi valgte dengang, at pensionen skulle indbetales i Lægernes Pensionskasse. Dette har efterfølgende vist sig som en god idé, idet vi nu har adgang til både Pensionskassens boliger og Lægernes Pensionsbank. Alle FADL-medlemmer, der har indbetalt pension til Lægernes Pensionskasse, kan derfor oprette en konto i Lægernes Pensionsbank med meget fordelagtige vilkår. Det betyder også, at vi fra næste Generalforsamling vil få reel indflydelse i Pensionskassen, da lægestuderende fremover kan stemme på kandidater til pensionskassens repræsentantskab og bestyrelse.
ALT DET ANDET
IT
FADL er som organisation ved at forbedre hele IT-pakken. Vi håber, dette inden for det næste stykke tid vil komme medlemmerne til gavn. Der bliver bl.a. arbejdet på flere funktioner til hjemmesiden, et mailsystem for medlemmer, mm.
I FREMTIDEN
Hepatitisvaccinationer
Hepatitisvaccinationer. FADL arbejder i øjeblikket for at sætte fokus på de manglende hepatitisvaccinationer for studerende. I samarbejde med Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning (SLS) vil vi inden for kort tid gå videre med dette. Vi håber dette vil medføre gratis hepatitisvaccinationer til alle studerende, der har deres daglige gang i klinikken.
Flytning
FADLs Hovedforening har igennem en årrække boet gratis på Panuminstituttet, mod at FADL donerede betydelige summer til studentersociale formål. Desværre er vi netop af fakultetet blevet beordret flyttet med meget kort varsel. Hovedbestyrelsen er netop nu ved at løse problemet, og vi håber, at vi meget snart kan komme med yderligere oplysninger.
Slutteligt vil jeg gerne takke for fire gode år i FADL – heraf tre som formand for Hovedforeningen. Det har været en tid, jeg aldrig kommer til at glemme, og jeg kan varmt anbefale det til dem af jer, der har lyst til at gøre noget for de lægestuderendes fælles bedste.
Held og lykke med studiet.