Den lave tilmelding, der har været til Klinisk BasisUddannelse (KBU) både i foråret, men også her til efteråret, udmøntede sig i et møde afholdt d. 2. september 2008 mellem formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, og formanden for FADLs Hovedforening, Bjarne Skjødt Worm.
Danske Regioner anerkender problemet med de meget få tilmeldinger til KBU og ønsker i samarbejde med FADL at få afhjulpet de problemer, de lægestuderende ser i KBU. Sammensætningen og længden af KBU kan Danske Regioner dog ikke ændre på alene, da Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen også har store aktier i KBU.
At der er kommet færre tilmeldinger kommer måske som en overraskelse for Sundhedsstyrelsen, men det kommer ikke som en overraskelse for os i FADL, - vi havde jo netop advaret om, at konsekvenserne ved indførelsen af bl.a. 4-års-reglen og den nye KBU kunne blive, at mange lægestuderende ville udskyde deres turnus.
KBU
Generelt mener FADL, at kvaliteten af flere af de nye forløb i KBU er direkte imod, hvad man kan forvente af en moderne ”turnus”. Lægeforeningen har flere gange meldt ud, at forløbene er gode nok kvalitetsmæssigt, men vi stiller os fra FADLs side stadig stærkt tvivlende. Vi frygter, at det på sigt vil give de nye læger en ringere basis.
Aftalen om, at 80% af forløbene i KBU skal være i almen praksis, kommer desværre dels fra Danske Regioners (DR) frygt for ikke at kunne rekruttere nok nye alment praktiserende læger og dels som et ønske fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation), der får glæde af den billigere arbejdskraft.
Tilsammen bevirker den således høje andel af forløb i almen praksis, at antallet af medicinske ophold er meget lavt, hvilket er manges primære anke mod KBU. FADL’s holdning er, at der i en turnus på et år skal være tre forløb fordelt på seks måneders intern medicin, tre måneders kirurgi og tre måneders almen praksis.
Speciallægeuddannelserne
Beskrivelserne for de enkelte speciallægeuddannelsers optagekriterier samt ansøgnings- og behandlingsmåder vil blive offentliggjort meget snart. Dette hilser vi fra FADLs side velkomment og har med DR aftalt, at der vil blive bragt en kort orientering på fadl.dk samt i studiebladene.
Vi vil arbejde videre med DR om bl.a. eksempler på CV'er fra tidligere optagne i de forskellige specialer.
Læsemakkerordningen og det elektroniske fordelingssystem
FADL arbejder for en genindførelse af læsemakkerordningen*. DR tog godt imod dette, der potentielt kan bruges til at rekruttere flere læger til de perifere områder. DR vil tage emnet op med Sundhedsstyrelsen.
FADL har været med under udviklingen af det elektroniske fordelingssystem. Vi føler, at det kan blive endnu bedre og vil fortsat arbejde tæt sammen med regionernes IT-afdeling.
Manglende arbejdskraft
Regionerne står allerede nu i store problemer med rekruttering af arbejdskraft inden for mange områder i hospitalssektoren. Til mødet var der var en god dialog om, hvorledes de lægestuderende kan indgå i normeringen på de enkelte afdelinger og således bidrage til at nedbringe manglen på arbejdskraft.
Lægevikarer
Allerede nu kan det ses, at antallet af lægevikariater øges kraftigt. Både de ”normale” vikariater, men også nye typer lægevikarvagter via vagtbureauerne ser dagens lys. Vi ser med stor interesse på denne nye type vagter, der er med til at forbedre de lægestuderendes faglige kunnen allerede inden de afslutter studiet. DR ser også med stor interesse på disse vagttyper, der er med til at afhjælpe lægemanglen.
Opgaveglidning
For det første er det af stor vigtighed at slå fast, at FADL opererer med en non profit-tankegang. I modsætning til de øvrige vikarbureauer tjener FADL ikke penge på de vagter, de studerende tager. Den meromkostning hospitalerne betaler i forhold til lønnen går alene til at drive vagtbureauerne.
Dette placerer FADL i en unik rolle, idet vi mange steder indgår som en del af normeringen og allerede nu er en del af de interne vagtkorps flere steder.
FADL er fulgt med i opgaveglidningen i almindelighed og er i særdeleshed gået ind i et samarbejde med sygehusledelserne om at dække arbejdsopgaver af en sværhedsgrad, der er sikret gennem egen kompetencemæssig uddannelse og deltagelse i de respektive afdelingers uddannelsesprogrammer.
Specialhold
FADLs Vagtbureauer igangsatte for tre år siden en revidering og udvidelse af uddannelsessystemet inden for eget regi. Dette resulterede i en vedvarende og positiv fremgang i antallet af ”specialhold”, der varetager opgaver, som ligger uden for de basale sygeplejefaglige- og ventilatøropgaver, som FADL normalt er kendt for.
For at sikre det høje faglige niveau på specialholdene, kræves en grundig og intensiv oplæring/uddannelse. Dette forlanges i direkte relation til den enkelte afdelings målsætning, kvalifikationer og akkrediteringskrav.
Af tilkomne specialhold over de seneste år kan nævnes klinisk neurofysiologisk klinikhold, visitationsansvarlige lægesekretærer i skadestuer, klinisk biokemisk- hold, intensivhold, neonatalhold og lægevikarhold. Ligeledes forventes det i forlængelse af den indsats, som DR bl.a. samarbejder med FADL om, at der på psykiatriområdet vil blive oprettet pleje-/terapeutiske behandlingshold til denne sektor. Ligesom der vil blive oprettet endnu flere lægevikarhold.
Klinikophold
Også klinikopholdende kan udnyttes bedre. Under de kliniske ophold virker de studerende mange steder som fluen på væggen i stedet for at indgå i normeringen og få tildelt konkrete arbejdsopgaver. Vi mener, at man herved spilder god læringstid, og at man i stedet skal lade de studerende indgå som en del af personalet. Resultatet vil være en bedre uddannelse, bedre læger og en mindsket mangel på arbejdskraft.
DR ser en klar fordel ved dette. Sundhedsstyrelsens oplæg til KBU meget går ud på, at man skal ”lære at være læge”, men dette burde kunne forventes af en lægevidenskabelig kandidat efter seks års studier.
Vi er med andre ord enige i at klinikopholdene på studiet er for ringe og vil i samarbejde se på, hvordan vi kan forbedre disse. Om dette munder ud i en hel ny struktur, hvor de studerende indgår i arbejdsnormeringen mod betaling eller andet vil tiden vise. Vi ser fra FADLs side frem til et øget samarbejde med Danske Regioner, både på dette og mange andre områder.
Bjarne Skjødt Worm
Formand for Bestyrelsen
* Læsemakkerordningen: De studerende kunne to og to søge turnusnummer sammen og ville være garanteret samme hospital i turnus. Blev afskaffet, da dette var svært at administrere.