Det kardiologiske speciale
Det kardiologiske speciale varetager diagnostik, behandling, forebyggelse og forskning inden for hjerte- og kredsløbslidelser. Specialet omfatter sygdomme i hjertet (f.eks. blodprop i hjertet og hjerterytmeforstyrrelser), perikardiet (f.eks. ansamlinger i hjertesækken), lungekar (f.eks. blodprop i lungekarrene) samt de ikke-organspecifikke systemarterier (f.eks. svære tilfælde af forhøjet blodtryk eller cholesteroltal). Det kardiologiske speciale er kendetegnet ved anvendelse af en række højteknologiske diagnostiske og terapeutiske procedurer (f.eks. ultralydsskanninger af hjertet (ekkokardiografi) og kranspulsåreundersøgelser) samt ved at behandlingen i høj grad er evidensbaseret og betinget af resultater fra store randomiserede undersøgelser. Det kardiologiske speciale har en stærk national tradition for forskning og udvikling, hvilket også fremover forventes at præge udviklingen. Der har i de senere år været hastig udvikling af nye evidensbaserede kardiologiske behandlingsmetoder, samt en positiv politisk bevågenhed bl.a. med betydelig stigning i den invasive behandlingsaktivitet og fortsat implementering af nationale og internationale guidelines, rekommandationer og referenceprogrammer.
Danmark har aktuelt ca. 225 erhvervsaktive speciallæger i kardiologi og specialets videnskablige selskab, Dansk Cardiologisk Selskab, tæller ca. 1.000 medlemmer, hvoraf ca. 400 er medlemmer af Foreningen af Yngre Cardiologer. Selskabet udgør et centralt fagligt og politisk forum for danske kardiologer. Indenfor specialet kardiologi er der et tæt tværfagligt samarbejde med specialerne anæstesi og thoraxkirurgi, da mange hjertepatienter er akut syge eller har behov for thoraxkirurgisk behandling i form af en hjerteklapoperation eller en kranspulsåre bypass operation.
Langt de fleste speciallæger i kardiologi arbejder på hospitalerne, mens kun et fåtal har egen speciallægepraksis.
Hoveduddannelsen i kardiologi indeholder en intern medicinsk del (ca. 1½ år) samt en specialespecifik del (ca. 3½ år). Optagelsen på Hoveduddannelsen i kardiologi søges som en samlet stilling (varighed 5 år), hvor hovedreglen er, at man starter med 2 år på et centralsygehus efterfulgt af 2 år på et universitetshospital og slutter med 1 år tilbage på centralsygehuset.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Foreningen af Yngre Cardiologers bestyrelse via www.FYC.dk under punktet ”Kontakt”.
Links:
- Dansk Cardiologisk Selskab; www.cardio.dk (hvor man under menuen ”Uddannelse” kan se de mere specifikke målsætninger for specialet Kardiologi (sidste udgave: 2008)).
- Foreningen af Yngre Cardiologer; www.FYC.dk