Intern medicin: Nefrologi

Nefrologi er et af de 9 intern medicinske specialer. Specialet omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og kontrol af både primære og sekundære medicinske nyresygdomme, herunder inflammatoriske nyresygdomme, samt udredning og behandling af kompliceret hypertension og svære elektrolytforstyrrelser.

Behandlingen koncentrerer sig udover medicinsk behandling om dialyse, plasmaferese og nyretransplantation. Specialet rummer således både tekniske og immunologiske aspekter, ligesom der er en del praktiske håndgreb blandt andet (på nogle afdelinger) udførelse af nyrebiopsi samt anlæggelse af peritonealdialysekatetre og CVK. En stor del af behandlingen forgår i ambulant regi.

En stor del af de patienter, der indlægges i nefrologisk regi, bliver kronisk nyresyge med aftagende nyrefunktion. Dette gælder såvel ældre som børn og unge. Patienterne følges således ofte gennem et årelangt forløb fra prædialysestadiet til dialyse og/eller transplantation og eventuelt tilbage til dialyse. En stor del af patienterne har udover deres nyresygdom konkurrerende sygdomme som for eksempel hypertension, iskæmisk hjertesygdom, diabetes mellitus, gigtsygdomme og vaskulitis.

Nogle nyresygdomme er sjældne, og nefrologi er et lille speciale, som dog rummer en stor faglig bredde. Det afspejles blandt andet i det samarbejde der finder sted med andre specialer. De nærmeste samarbejdspartnere er urologer og karkirurger (anlæggelse af dialyse adgange, nyre transplantationer m.m.), anæstesiologer (anlæggelse af dialyseadgange og behandling af akut nyreinsufficiens), patologer (nyrebiopsier) og kliniske fysiologer/nuklearmedicinere samt radiologer (udredning samt monitorering af native og transplanterede nyrer m.m.). Inden for de intern medicinske specialer samarbejdes især med kardiologer, endokrinologer, reumatologer og hæmatologer.

Der findes (2008) 14 nefrologiske afdelinger, heraf 9 afdelinger som en integreret del af medicinske funktionsbærende enheder. Ved 4 højt specialiserede afdelinger foretages nyretransplantation. Der er i 2008 ca. 90 speciallæger i nefrologi og 4 professorater. Der er ingen fuldtidspraktiserende nefrologer.

Der opslås hvert år 12 femårige hoveduddannelsesstillinger. Alle introduktionsstillinger inden for specialet intern medicin er kompetencegivende til at søge en hoveduddannelsesstilling i nefrologi.

For yderligere information henvises til www.nephrology.dk og www.sst.dk