Oftalmologi - læren om øjensygdomme
Uddannelsen til øjenlæge foregår hovedsageligt på øjenafdelinger på hospitaler. Uddannelsen består af 1 års introduktionsuddannelse på en øjenafdeling, og herefter 4 års hoveduddannelse. De 4 år er i hovedreglen fordelt med 3½ år på øjenafdeling og 6 måneder hos en privatpraktiserende øjenlæge.
I Danmark er der godt 300 øjenlæger, som er fordelt med ca. halvdelen på hospitalsafdelinger og den anden halvdel i privat praksis. Begge steder arbejdes der med
- Diagnostik af øjensygdomme
- Diagnostik og monitorering af systemsygdomme
- Forebyggelse
- Rehabilitering af synshandicap
- Medicinsk behandling
- Kirurgisk behandling
Øjenspecialet har været i rivende udvikling over de sidste par årtier, hvor diagnostik og behandling af en række øjensygdomme er forbedret. Det giver gode muligheder for at hjælpe patienter med øjensygdomme og synsproblemer. Specialet dækker et bredt spektrum af sygdomme, og øjenlægen er ofte involveret i diagnostik af en række medicinske sygdomme. Patientklientellet er af alle slags: børn, unge og gamle, mænd og kvinder. Specialet er præget af avanceret diagnostisk og terapeutisk teknologi. Faget rummer mulighed for at blive overvejende kirurgisk specialiseret eller rent medicinsk. Der er en lang og god tradition for forskning inden for øjenspecialet.
Specialet udmærker sig ved at have et aktivt videnskabeligt selskab, der bl.a. arrangerer årlige kurser med godt fagligt indhold, og som samtidig er et godt socialt udgangspunkt for at mødes med andre kolleger landet over.
Øjenspecialet er således et alsidigt speciale, som selv efter mange års arbejde bliver ved med at være spændende og udfordrende.