Ortopædkirurgi
Ortopædkirurgien er et klinisk speciale, der fokuserer på bevægeapparatet og dets funktioner. Specialet omfatter som udgangspunkt de kirurgisk behand-lingskrævende lidelser i bevægeapparatet, dog således, at der indenfor alle subspecialerne er et moment af konservativ behandling. Faget er i rivende udvikling og kombinerer praktisk håndelag med teoretisk viden. Patient-grupperne spænder fra den nyfødte med hoftelidelse over den unge med korsbåndsskaden til den ældre medborger med hoftebruddet.
Faget opdeles i 9 fagområder: traumatologi, børneortopædi, ryg-, skulder/ albue-, hånd-, hofte/knæ-, idræts-, tumor/infektions- og fod/ankelkirurgi. Hertil knytter der sig en vifte af yderst varierede behandlingsmuligheder: artroskopiske indgreb i forskellige led, osteosyntese af forskellige slags brud i forskellige anatomiske regioner, isættelse af proteser samt mere kompli-cerede indgreb og revisionsoperationer. Det er væsentligt, at understrege, at en væsentlig del af det daglige arbejde består i indikationsstilling og opfølgning i form af ambulatoriearbejde, stuegang og tilsynsvirksomhed. Det er således vigtigt at kunne arbejde i teams, kunne samarbejde og bidrage til en udvikling både på afdelingsniveau og i større perspektiv fx i form af forskningsaktivitet.
Det daglige arbejde involverer en række samarbejdspartnere i andre specialer som fx anæstesi, billeddiagnostik, klinisk fysiologi og reumatologi samt fysio- og ergoterapeuter.
Faget rummer gode muligheder for deltagelse i forskning på alle niveauer og deraf følgende deltagelse i såvel nationale som internationale konferencer og kongresser.
Uddannelse: efter overstået klinisk basisuddannelse skal man have en godkendt 12 måneders introduktionsstilling, hvorefter man kan søge hoveduddannelsesstillingen, der varer 4 år. Yderligere oplysninger kan findes på www.ortopaedi.dk, hvor der i øvrigt er en række links bl.a. til de enkelte subspecialeselskaber og Uddannelsessekretariaterne, hvor man kan læse om fagets faglige profil. I forbindelse med Dansk Ortopædisk Selskabs årlige møder arrangeres der workshops, hvor også medicinstuderende med særlig interesse kan deltage. Her kan man stifte bekendtskab med og høre mere om flere af de mest almindelige behandlingsformer i ortopædkirurgi (fx osteosyntese af hoftefrakturer og artroskopisk kirurgi).
Der er således tale om et bredtfavnende speciale med en udfordrende og varieret arbejdsdag. Udover sygehusansættelser er der mulighed for at etablere sig i speciallægepraksis, ansættelser på privathospital/klinik, ansættelser i medicinalindustrien, udenlands ophold mm.