Reumatologi
Definition: Reumatologien omfatter de medicinske sygdomme i bevægeapparatet, men har et stort fagligt konneks til andre specialer. Faget spænder fra de inflammatoriske sygdomme over de degenerative sygdomme og til idrætsmedicinen. En moderne reumatolog er derfor på én gang bredt fagligt funderet i en solid intern medicinsk uddannelse, ortopædkirurgisk viden og teoretisk, billeddiagnostisk indsigt og samtidig udstyret med en højt specialiseret viden inden for fagområdet. Den moderne reumatolog er også håndværker og behersker mange praktiske procedurer såsom ledpunktur og ledvæske diagnostik, ledinjektioner, hud- og muskelbioptering, lumbalpunktur samt ikke mindst diagnostisk og terapeutisk ultralydskanning.
Reumatologiske sygdomme: De inflammatoriske sygdomme er oftest multi-organ sygdomme, men opdeles efter deres kliniske primærmanifestation i ledsygdomme (fx ægte leddegigt/reumatoid artrit), bindevævssygdomme (fx systemisk lupus erytematosus), muskelsygdomme (fx polymyosit) og blodkar/vaskulit-sygdomme (fx muskelgigt/polymyalgia rheumatica). De seneste årtiers udforskning af immunsystemet har medført en rivende udvikling inden for dette område og har været medvirkende til at gøre reumatologien til et langt mere aggressivt fag, der stiller høje krav til reumatologen om hurtig diagnosticering og behandlingsstart for at opnå sygdomskontrol og undgå langsigtede skader på kroppens væv. De medicinske behandlingstilbud mht. modulation af immunsystemet er i fortsat voldsom vækst.
De degenerative sygdomme omfatter primært slidgigt/artrose og kronisk rygsygdom og udgør den suverænt hyppigste henvendelsesårsag til sundhedsvæsenet, specielt i primærsektoren. Der pågår en stadig udforskning af den optimale håndtering af disse sygdomme af hensyn til patientens funktionsniveau og samfundsøkonomien. Idrætsmedicin trækker på både reumatologisk og ortopædkirurgisk viden og er et reumatologisk/ortopæd-kirurgisk subspeciale i vækst pga. den øgede fokus på motion og sport i det moderne samfund.
Tværfaglige områder: De reumatologiske, inflammatoriske sygdomme fordrer et tæt fagligt samarbejde med andre medicinske specialer, herunder nyremedicin/nefrologi, lungemedicin, infektionsmedicin og neurologi, men også med de ortopædkirurgiske og neurokirurgiske specialer samt billeddiagnostikerne. De degenerative sygdomme har overvejende link til de nævnte kirurgiske specialer.
Arbejdsrammer: Reumatologiens tætte tilknytning til andre medicinske specialer afspejler at reumatologen skal have tilknytning såvel til frontlinien i den medicinske patientmodtagelse som til det højt specialiserede ambulatorium eller sengeafsnit. Reumatologien i hospitalsregi er dog vidtgående baseret på ambulatorievirksomhed med høj aktivitet i dagtiden, men der stiles mod fortsat tæt relation til det akutte medicinske patient indtag. Faget åbner endelig også mulighed for at blive specialist i egen praksis, eventuelt med fokus på et specielt interesseområde, og i fremtiden vil man formentlig organisere sig med flere reumatologiske specialister under samme tag.
Uddannelsesforhold: Vejen til anerkendelse som specialist i intern medicin: reumatologi efter den nye ordning går over 12 måneders basislæge uddannelse, minimum 12 måneders introduktionsstilling og derefter et 5-årigt hoveduddannelsesforløb i reumatologi. Man kan altså tidligst blive færdiguddannet specialist 7 år efter afsluttet kandidatuddannelse på universitetet.