Vores kritikpunkter

Det er vigtigt at pointere at FADL støtter op om mange af de nye initiativer i aftalen. Bedre karrierevejledning og øget uddannelseskapacitet på afdelingerne er efter vores mening i sig et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det bør alle involverede parter have ros for at indføre.

De positive tiltag i aftalen overskygges dog nogle centrale punkter som vil bevirke et kraftigt fald i kvaliteten af behandling i det danske sundhedsvæsen.

Konsekvenser for patienterne

Som kommende læger er vi alvorligt bekymrede for vores patienters fremtid når man i den grad forsøger at 'fremelske' ensporede læger uden en mere bred fundering. Turnusforløbet indskrænkes, og nu fortsætter man ved at straffe de læger, der er interesseret i et mere bredt kendskab til lægegerningen inden de specialiserer sig.

Det er i forvejen et ofte fremstillet kritikpunkt af sundhedsvæsenet - og lægerne i særdeleshed - at hvis patientens problem falder blot en smule uden for lægens kompetenceområder - ja så sendes patienten videre i systemet. Den nye aftale vil efter vores mening kraftigt fortstærke denne triste konsekvens, og vi frygter at det i sidste ende vil gå ud over patienterne.

Længden af turnus

FADL har tidligere bakket op om afkortningen af turnus til et enkelt år. Det er bl.a. sket gennem vores arbejde i arbejdsgruppen vedr. turnus under Sundhedsstyrelsen, samt gennem vores observatørpladser i Lægeforeningen og Yngre Lægers uddannelsespolitiske udvalg.

Vi er dog bekymrede for kombinationen af en afkortning af turnus og indførslen af en 4-års-regel.

På trods af løfter om at det kun bliver det du laver efter endt turnus, der vil tælle i "kompetence-ræset" frem mod hoveduddannelsesstillingen, så må det uværgeligt give problemer hvis man fx vil være kirurg, men ikke har haft en kirurgi-blok i turnusforløbet. Så er man pludselig et halvt år "bagud" ift. de kandidater, der har haft en ansættelse indenfor kirurgien. Man er således stillet ringere ved midtvejsevalueringerne i sin introstilling og muligvis også ved de efterfølgende evalueringer.

Turnus er fortsat en lodtrækning, men med den nye aftale vil den lodtrækning forfølge dig resten af arbejdslivet. Med den fokuserede indsats, der bliver behov for inden 4-års-reglen rammer, vil det være svært at "indhente" det halve år indenfor fx kirurgien som man ikke fik.

Hvis 4-års-reglen opretholdes, bør læger i det mindste have lige vilkår for det videre forløb, og lægerne bør sikres ansættelse indenfor alle tre velkendte 'blokke': almen praksis, intern medicin og kirurgi.

Vi mener ligeledes at det er katastrofalt at almen praksis ikke længere er en fast del af turnusforløbet. Selv læger, der er meget fokuserede mod en specifik sygehusansættelse, vil blive kraftigt opkvalificeret i sit videre arbejde ved at have et nærmere kendskab til primær sektoren.

Ph.d. forløbet

Hvis det fortsat er Regeringens målsætning at det danske samfund skal profilere sig som "videnssamfundet", så må man i høj grad undre sig over den nye aftale, der i den grad vil begrænse ph.d.-forskningen i Danmark. Mange kommende læger vil blive nødsaget til at skrive ph.d. under studiet såfremt de ønsker at få plads indenfor nogen af de mere populære specialer. Det mener vi vil have negative konsekvenser for kvaliteten af både studie og forskning.

Vi vil dog samtidigt pointere at det ikke nytter blot at godskrive ph.d.-forløbet med den fulde brugte tid, for så vil speciallægeuddannelsen over hele linjen blot blive forlænget med de tre år en ph.d. normalt tager. Uden en 4-års-regel vil ph.d.'en være en af mange muligheder som folk kan vælge for at komme tættere på det speciale de finder spændende. Ph.d.'en skal ikke skrives af tvang under studiet eller før turnus, for det er jo netop ved mødet med den kliniske hverdag at interessen for forskning opstår, og der bør bakkes op om denne interesse - også fra Regeringens side.

Konsekvenser for familien

Rent personligt har aftalen også mange negative konsekvenser. Det handler bl.a. om at der skal udarbejdes faglige profiler for hvert speciale som erstatning for det gamle point-system. Intuitivt giver dette jo meget bedre mening end et rigidt system hvor fuldstændigt urelaterede handlinger belønnes i kapløbet mod den eftertragtede hoveduddannelsesstilling. Men når de faglige profiler sammenkobles med en 4-års-regel, vil vi pludselig stå tilbage med læger, der har kæmpet målrettet for at opbygge den rette profil for at komme ind i ønskespecialet.

Desværre kan man forestille sig at kampen tabes til en anden – endnu mere – målrettet læge. Hvad gør man nu, når de 4 år så er opbrugt? Førsteprioriteten var pædiatri. Andenprioriteten er kardiologi. Nu er de endelige faglige profiler endnu ikke udfærdiget, men det er svært at forestille sig at de to specialer skulle have identiske faglige profiler. Man kan derfor – på trods af hårdt slid – ende meget langt nede på prioriteringslisten før man nødtvunget accepteres i et speciale med rekrutteringsproblemer.

Nu kommer vi så til konsekvenserne for familien.

For ikke at ende helt i bunden af ønskelisten, må man så overveje at flytte langt efter et speciale man kan se sig selv fungere indenfor de næste 40 år. Det er i denne forbindelse at vi i fadl har modtaget mange historier fra forældre, der ikke ved hvordan de skal få uddannelse, arbejde og børn til at hænge sammen i et arbejdsliv hvor de højst sandsynligt vil blive tvunget til at flytte endnu mere end under det nuværende system.

Kan man tillade sig på den måde at bidrage til at familier skal flytte rundt hele tiden?

Som eksempel kan nævnes forløbet for en studerende ved Københavns Universitet. På vejen mod speciallægestatus kan man risikere at havne i:

Næstved et halvt år på 7. semester
Rønne eller Nykøbing Falster i 3 måneder på 9. semester
Et års turnus et vilkårligt sted i landet
2 års flytten rundt i kampen om at opsamle de rette kvalifikationer til at få den rette introduktions- & hoveduddannelsesstilling
Et års introduktionsstilling der i landet hvor man evt. kan få en stilling inden for det ønskede speciale
Fire års hoveduddannelsesforløb - igen der i landet hvor man kan få en stilling

Ligesom mange andre faggrupper flytter vi gerne efter ønskejobbet, men for lægerne findes 'ønskejobbet' først som en slutstilling. Indtil da flytter vi efter tidsbegrænsede stillinger. Vi protesterer kraftigt imod de menneskelige omkostninger, der er for mange lægefamilier ved de konstante flytninger.

Mange studerende føler efterhånden at 'nok er nok'. For det spændende arbejde som vi udfører har vi accepteret at vi må flytte en gang imellem, men når man i den grad forlænger "tvangsflytteriet", siger de studerende 'stop'.

De svage specialer taber

Vi mener samtidigt ikke at aftalen vil have den ønskede effekt i forhold til at rekruttere læger til de mindre søgte specialer.

Når det kræver en målrettet indsats allerede under studiet for at køre sig selv 'i stilling' til det perfekte uddannelsesforløb, vil man ikke finde nogen læger, der "tør" bruge tid på at afprøve perifere specialer for at se om det var en potentiel karrieremulighed. Vi mener faktisk at det ville kunne afholde mange læger fra at afprøve fx psykiatrien eller onkologien, hvis konsekvensen bliver at ønskespecialet bliver uopnåeligt.

Det internationale perspektiv

I den nye aftale er der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til Danmarks fremtidige rolle i det internationale samfund. Det må anses som et gode for landet at læger vælger at tage ud i verden, indhente erfaringer - for til sidst at vende hjem til Danmark igen og være med til at sikre dynamikken på arbejdsmarkedet. Det gode genfindes ikke i aftalen.

Som eksempel, dispenseres der kun med 6 måneder for det humanitære arbejde som mange læger deltager i - og først efter en forhåndsgodkendelse fra Sundhedsstyrelsen. Læger Uden Grænser udtaler klart at det ikke stemmer overens med det hurtige behov for lægehjælp, der opstår i verdens brændpunkter.

Vi mener at man aktivt bør støtte op om det arbejde som fx Læger uden grænser udfører på området. Det gør man ikke ved at fratage dem, deres rekrutteringsgrundlag, som i høj grad netop er de yngre læger med et par års erfaring efter kandidatgraden. Den personlige og faglige udvikling, der er at vinde ved de internationale udsendelser mener vi er uvurderlige for det danske sundhedsvæsen.

Forsvaret lider

I det danske forsvar vil vi også se effekten af den nye aftale, for lægemanglen ses jo ikke kun i sygehusvæsenet. Også forsvaret lider under manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Til forskel fra sygehusvæsenet mangler forsvaret i høj grad også mange af de helt yngste læger. Fra forsvarets side har der længe været arbejdet med dette, og infermeritjeneste var bl.a. blevet en valgfri mulighed under turnus.

Da arbejdet i forsvaret - og udsendelse på internationale missioner - ikke vil give nok kompetencer i forhold til den tid der bruges vil dette - under det nye system - klart fravælges.

Konsekvenserne er færre læger i forsvaret og dermed færre, der kan udsendes på internationale missioner. Hvis ikke der laves dispensation for dette må der i sidste ende aflyses missioner - ellers står vores soldater uden dansk lægefaglig opbakning.

Dispensationsjagten

Med de mange områder som oplagt kræver dispensationer fra 4-års-reglens hårde dom, mener vi at grundlaget for reglen falder bort.

Når man til sidst har en kæmpe palette af dispensationsmuligheder, vil man i endnu højere grad end i dag legitimere dispensationsjagten, hvorved vi kan ende med at det tager endnu længere tid end før at få færdige speciallæger ud i landet.

Samtidigt vil det store dispensationscirkus føre til en langt øget bureaukratisering hvor embedsmænd skal sidde og gennemgå de mange tusinde dispensationsansøgninger årligt, og vi må ærligt spørge os selv om de ressourcer ikke kan udnyttes på en bedre måde?

Eventuelt kunne man jo gennemføre nogle af de positive incitamentsmodeller vi fra FADLs side foreslår.