4-års-reglen i Højesteret

Reportage fra Højesteret d. 11. oktober 2010
Gengivet fra medicinerbladet MOK nr. 7, 13. oktober 2010

Så blev det dagen hvor FADLs anstrengelser om den forkætrede 4-års regel skulle vurderes af landets skarpeste jurister.

Højesterets anden afdeling havde afsat dagen til retsmøde om lovligheden af §3 stk 2 i bekendtgørelse nr 1248 om speciallæger og §9 stk 1 bekendtgørelse 1257 om uddannelse af speciallæger. Med udsigt over Christiansborg slotsplads, med livgardens orkester som kulisse skulle de fem højesterets-dommere afgøre om lægestuderende er forkælede møgunger som kun vil have deres yndlingsspeciale, eller reelt blev kuppet af Lars Løkke. Flere advokater har forinden påpeget at nok var reglen på mange måder urimelig, men folkestyret skal have råderum til at træffe upopulære beslutninger i samfundets interesse.

MOKs udsendte blev kl. 9.00 præcist lukket ind i en verden med uskrevne regler, traditioner og et sprog som kunne gøre en morgenkonference misundelig. Tillad mig at oversætte en retssags forretningsorden til det lægefaglige så vi alle kan være med.

Det første man noterer sig er de faste pladser. Fuldstændig som de polstrede stole på Riget er til overlægerne er det kun dommerne, der sidder hævet på tribunatet og kan skue over pøblen. Dommerne er som følge af kongelige resolutioner iklædt karmolsinrøde fløjlskapper med hvid kant, og advokaterne sorte kapper med grå kant. Man kunne måske sidestille dette med kitlen som et signal på neutralitet, autoritet og fordrende til respekt i et. Dommernes interne arbejdsgang kan minde om et vagtlag og i høj grad præget af ancienniteten som dommer. Yngste medlem er således eneste medlem af dommerstanden som har lavt vagtarbejdet og gennemgået samtlige akter og lovbøger for at kunne fremlægge et udkast til en afgørelse for de øvrige. Med andre ord, forvagten har været nede i modtagelsen stillet åbne og lukkede spørgsmål, iværksat undersøgelser og indtastet medicinlisten, for herefter at forberede overlægernes arbejde til stuegangen. Selve retsforhandlingen ledes af det ældste medlem kaldet retsformanden der er placeret i midten af dommerne.

Efter retsformanden havde klaret formalia skulle slaget så stå. De næste par timer ville blive afgørende for hvad det stykke papir som højesteret ender med at faxe som dom skal indeholde.

Først blev det FADLs advokat som var givet præcis 2 timer til at fremlægge sit allerede fremsendte processkrift hvor syn på sagen, referencer til tidligere domme, udtalelser mm. kunne uddybes. At fremlægge for højesteret er ingenlunde en forvagtsopgave. Møderet for Højesteret gives først til advokater som har en længere erfaring i procedering i Landsretten. Endvidere skal fremlæggelsen foregå kort, koncist og uden for meget væv. Konsekvent omtales dommerne som ærede højesteret og ens modpart som min ærede kollega, det kunne vi sgu godt lære noget af i klinikken. Trækker procederingen ud kan retsformanden tilkendegive at vævet skal indstilles hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vise sine ben i højesteret igen. Faktisk har de jurastuderende konkurrencer i procedering hvor det ene og alene handler om at skære til benet, et oplæg man måske skulle prøve i rusvejledningen og studenterklubben.

FADLs advokat Erik Wendelboe Christiansen fremførte nu en lang række argumenter hvoraf MOKs udsendte vil forsøge at sammenfatte de vigtigste. Sagens kerne er hvorvidt det kræver en lov at lave en så drastisk ændring i folks uddannelser. Den kvikke læser vil undre sig, er det ikke netop hvad der er sket? Har vi ikke været i folketinget, demonstreret foran Christiansborg, skrevet til Lars Løkke??? Jo, men selve reglen udspringer jo som bekendt af en bekendtgørelse Sundhedsministeriet en sen nattetime lavede med den daværende formand for Yngre Læger. Og nu skal vi lidt tilbage til samfundsfagstimerne: Bekendtgørelser er en smart anordning der gør at samtlige 179 politikere bare kan overlade til ministeren at fastsætte mere specifikke regler. F.eks. har samtlige politikere ikke brugt en dag i snapsetinget på at diskutere om vi skal skrive på papir eller computer til eksamen.

Men af det såkaldte legalitetsprincip fremgår det at jo større indgriben, eller mere intensiv karakter des større krav til lovhjemmel, altså at vedtagelse af en lov via medlemmerne af folketinget. Derfor skal FADL kunne overbevise den ærede Højesteret om at 4-års reglen er af en sådan karakter og derfor ikke kunne blive indført uden lovhjemmel. Erik Wendelboe Christiansen forklarede historien bag bekendtgørelsen hvor FADL aldrig blev hørt, hvad en speciallægeuddannelse reelt er og hvorfor det ikke er så nemt bare at springe direkte ind i et hoveduddannelsesforløb. Dommerne tog heftigt notater, men ansigtsudtryk gik på bedste professionelle vis i et med kappens neutralitet.

Endvidere forsøgte EWC at overbevise dommerne om at man ikke kunne sammenligne med tidligere 6-årsregler som den ærede modpart ellers ville forsøge. 4-årsreglen er ene og alene indført med det formål at piske lægerne hurtigere igennem, men har ikke noget fagligt belæg. Endnu et begreb blev kastet ind i den juridiske manege: proportionalitetsbegrebet, med andre ord, kunne man have klaret denne sag med mindre indgribende midler? Her blev det fremført at FADL har bidraget med en lang række forslag som kunne have hjulpet på speciallægemanglen i yderområderne, men som ikke vil være så tvangsprægede som 4-årsreglen.

Efter frokost kunne Sundhedsministeriet, repræsenteret ved Kammer-advokaten, i en skikkelse af Michael Gregers Larsen som undertegnede tipper til en kommende STEMI patient. Denne mere bryske mand som også havde repræsenteret ministeriet i Landsretten, indledte sin procedering med et syn som nok var meget dækkende for holdningen. Hvad er det for en ulykke som alle frygter reglen vil afstedkomme?

Gregers Larsen anerkendte at speciallægeuddannelsen var vigtig for det fremtidige virke som læge. Imidlertid mente han at man ved sin start på lægestudiet måtte anerkende at ens arbejde vil foregå hvor patienterne bor, og ikke hvor det passer i ens liv. Lægers vilkår kan sidestilles med skolelærer, jurister, officerer og andre som også kan være nødsaget til at flytte til de byer hvor arbejdet findes. Samtidig fremførte MGL at man inden ændringen havde læger en masse som rendte rundt i uklassificerede stillinger uden resultat. Som eksempel fremførtes det vidneudsagn fra Landsretten, hvor en medicinstuderende forklarede at hans drømmespeciale plastikkirurgi kunne være særdeles vanskeligt at få hoveduddannelse. Af uvisse grunde og efter undertegnedes forundring valgte Gregers Larsen at betvivle hvorvidt denne studerende ikke bare var på jagt efter et speciale hvor man kunne tjene gode penge.

Således så Gregers Larsen det som en form for forkælet attitude at man ikke kunne acceptere en speciallægestilling i f.eks. karkirurgi i stedet. Generelt valgte MGL konsekvent at omtale medicinstuderende og uddannelsessøgende læger som ”De unge mennesker” i en nedsættende og paternalistisk tone. Formentlig som et forsøg på at understrege de forkælede børn som ikke kunne få deres yndlingsjulegave. Gregers Larsen belærte således dommerne om at FADL i stedet for at føre retssager burde passe deres arbejde.

Et andet argument for 4-årsreglen var det faktum at staten betaler både universitets- og speciallægeuddannelsen. Dermed er det politikerne som har retten til at fordele ressourcerne, og skabe stillingerne der hvor behovet er. Det geografiske behov, samt det faglige indhold skal styres af de videnskabelige selskaber sammen med regionerne og de studerende. Det at en regel er ubelejlig er ikke noget man kan få ret i og omstødt af en retssag, det er demokratiets lod at overlade til politikerne.

Til spørgsmålet om hvorvidt en sådan regel kun kan klares af folketinget fremførte kammeradvokaten at sagen har været behandlet i sundhedsudvalg og folketinget har kunne stille spørgsmål til ministeren, men ikke et eneste folketingsmedlem, end ikke enhedslisten, har anfægtet 4-årsreglen.

Således konkluderer kammeradvokaten i sin fremlægning at der ikke var tvivl om at 4-årsreglen er ubelejlig for de involverede, men samfundets behov vejer tungere hvorfor en sådan regel var rimelig.

Herefter fik FADLs advokat muligheden for at kommentere på procederingerne. Wendelboe mente ikke sammenligningen med andre faggrupper var rimelig. Dette skyldes at andre faggrupper ikke efter en tidsfrist endegyldigt mister retten til at blive det de ønsker, som tilfældet er for speciallæger. Ligesom han fremførte at spørgsmålet om hvorvidt ministeren bare kunne skrive en bekendtgørelse netop er et spørgsmål for domstolene.

Afslutningsvis hævede dommeren retten og fortalte at der vil falde dom mandag d. 18. oktober 2010 kl. 12.00.

Men hvad kan der så ske?
Jo, såfremt Højesteret stadfæster dommen bliver FADL således dømt til at anerkende at 4-årsreglen er lovlig dermed fortsætter alt som hidtil.

Vælger Højesteret at dømme reglen ulovlig vil det betyde at FADLs medlemmer som har indstævnet ministeriet således ikke er omfattet af 4-årsreglen. I praksis vil ministeriet og Sundhedsstyrelsen ophæve reglen for alle, og dermed skulle opstarte et nyt arbejde med at udfærdige en bekendtgørelse for uddannelsen af speciallæger. Sker dette vil FADL også slippe for den store økonomiske belastning som sagen har medført.

Så nu er det kun at vente til Højesteret har fået voteret og finskrevet det dokument som afgør vores fælles skæbne.


Gengivet med tilladelse fra MOK.