4-års-reglen

22. december 2010


Siden 2007 har FADL kæmpet mod 4-års-reglen. Det har indtil nu primært været en juridisk kamp, som blev afsluttet i Højesteret i oktober, med et nederlag til FADL. Dette nederlag rammer ikke kun FADL, men også de uddannelsessøgende læger, der er underlagt 4-års-reglen, og alle de kommende læger, der vil blive underlagt denne regel.

Sagen har indtil videre ikke haft nogen stor interesse hos den almindelige borger. Den er kompliceret og effekterne af at forringe lægers forudsætninger for at finde og vælge det lægelige speciale, man har talent for og brænder for, er ikke dokumenterbare på nuværende tidspunkt. Men måske den vil falde i deres interesse når de kommende læger er ensporede og mangler det bredere fundament.
 
FADL har tabt i Højesteret, men det er ikke lig med, at vi underlægger os 4-års-reglen. FADL er imod 4-års-reglen og vil blive ved med at kæmpe mod den. Den kommende kamp mod 4-års-reglen kræver en ny strategi; en strategi som er i støbeskeen lige nu. Vi er nødt til at gå anderledes til værks. Alle, ved vi, er imod den, det har vi vist dem med demonstrationer og retssager, men indtil videre har det ikke fået andre til at ændre mening. Så nu må vi i FADL tænke kreativt og prøve en ny strategi.

Der er nok nogle der mener, at det, at kæmpe mod 4-års-reglen, er at spilde vores tid, da reglen er svær at få fjernet, men vi kan og vil ikke læne os tilbage og lade 4-års-reglen samle støv og blive en naturlig del af hverdagen.

Det er svært at skulle overbevise de samme folk om, at de skal ændre mening, men i de kommende år, når 4-års-reglen kan begynde at vise tænder, kan der opstå problemer, der gør, at de måske vil lytte efter. Det betyder selvfølgelig, at nogle er ved at blive ramt af 4-års-reglens begrænsninger, men FADL kan desværre ikke længere forhindre, at de første vil blive underlagt 4-års-reglen.

I FADL vil vi nu begynde at køre et parallelforløb. Vi vil arbejde imod reglen, men vi vil også være nødt til at arbejde med den samtidig. Vi har mange medlemmer, hvis 4-års-periode snart skal til at begynde, og dem skal der også sørges for i processen, hvor vi kæmper imod reglen. Hvis vi ender med ikke at kunne fjerne den på længere sigt, så er vi nødt til at oplyse vores
medlemmer og hjælpe dem med at planlægge deres 4-års-periode på bedste vis. Så når vi i FADL begynder at komme med oplysninger og gode råd om, hvad man kan gøre, hvis man er underlagt 4-års-reglen, skal det ikke oversættes til, at vi har accepteret den.

Hvad er der så at arbejde videre med?
I november kom Sundhedsstyrelsens Lægeprognose, som viste, at speciellægemanglen ikke er aflyst, selvom antallet af speciallæger vil stige med 20% over de næste 20 år. Man har måske lidt svært ved at forstå, at regionerne har råd til så mange speciallæger, eftersom de allerede nu fyrer speciallæger i nogle regioner. Det gør da, at 4-års-reglen virker mere overflødig end nødvendig.

Det samme med antallet af medicinstuderende, som er kommet op på et alt for højt antal i FADLs øjne. Det er svært ikke at frygte, at der ender med at være flere end der er brug for, så set i det lys, giver 4-års-reglen igen ingen mening, hvis man ender med at være arbejdsløs speciallæge.

Der er mange ting FADL kan sætte fokus på i det kommende år og det har vi også tænkt os at gøre. Gode forslag til kampen mod 4-års-reglen er altid velkommne, så tøv ej med at komme med dit. Vi er altid glade for at få forslag fra medlemmerne.


Sara Schødt Nielsen
Formand for FADLs Hovedbestyrelse