Besked til alle på 12. semester
Hjælp os i kampen mod 4-årsreglen! FADL laver en undersøgelse blandt alle studerende på 12. semester - ikke kun FADL-medlemmer - og vi har brug for, at du giver din mening til kende.
Undersøgelsen skal bl.a. bruges til at dokumentere over for Sundhedsstyrelsen og ministeriet, hvad medicinstuderende allerede ved: at 4-årsreglen er et reelt problem.
Det viste en lignende undersøgelse, som vi lavede i november-december sidste år. Desværre var det kun 40 %, der svarede sidste gang. Det gjorde, at Sundhedsstyrelsen kunne sætte spørgsmålstegn ved, om undersøgelsen overhovedet gav et troværdigt og retvisende billede af situationen (se resultatet af undersøgelsen fra 2010 her).
Den indvending bliver vi nødt til at tilbagevise, og derfor laver FADL nu en ny undersøgelse.
Alle 12. semesterstuderende modtager mandag d. 28. marts en mail fra fakultetet med et link til et elektronisk spørgeskema på FADLs hjemmeside. Undersøgelsen forløber fra 28. marts til 8. april 2011.
Brug 3-5 minutter på at udfylde spørgeskemaet - også selvom du måske ikke er medlem af FADL. Hvis vi skal kunne hjælpe alle medicinstuderende, har vi brug for alles hjælp. Derfor håber vi, at lige netop du svarer, og at du også får din læsemakker til det.
Formand for Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL
Sara Schødt Nielsen