Onsdag den 30. april afholdt en gruppe af lægestuderende under Læger Uden Grænser et debatarrangement om lægers globale ansvar.
Arrangementet indeholdt bl.a. en paneldebat med følgende personer:
- Cand.scient.san.publ., Lars Bruun Larsen
- Formand for lægeforeningen (DADL), Jens Winther Jensen
- Sundhedsordfører for de Konservative, Vivi Kier
- Professor i International Sundhed, Københavns Universitet: Ib Bygbjerg
- Ordstyrer: Formanden for Læger uden Grænser, Søren Brix Christensen
Det faglige
Lars Bruun Larsen slog fast at vi bestemt har en global mangel på sundhedspersonale, og at denne forværres af den skæve distribution af sundhedspersonale mellem vestlige lande og ulande samt mellem urbane og rurale områder.
Det blev opfulgt af flere kommentarer fra Jens Winther Jensen, der udtrykte villighed til at samarbejde med Læger Uden Grænser om ændring af dispensationsreglerne omkring udsendelse og 4-års-reglen, samt at NGO-arbejde tidsmæssigt bør ligestilles med militærtjeneste.
Det politiske
Vivi Kier fra de konservative udtrykte villighed til at se nærmere på dispensationsmulighederne omkring 4-års-reglen, og støttede op om lægers deltagelse af i NGO-arbejde og frivilligt arbejde i mindre bemidlede lande.
Endelig var hun positiv overfor at indføre kurser om international sundhed på lægestudiet.
Efter arrangementet udtalte studentergruppen stor tilfredshed med debatten som blev oplevet som spændende og konstruktiv og med god dialog mellem de engagerede paneldeltagere og publikum.
Der mødte 60-70 personer frem til debatten, primært yngre læger og lægestuderende.
Følg henvisningen i højre kolonne for at læse Læger Uden Grænsers nyhed om arrangementet.