Østre Landsret kan ikke udelukke, at Lars Løkke Rasmussens 2007-reform af den lægelige videreuddannelse fører til dårligere læger og forringer forskningen i Danmark. De mener dog ikke, at det er decideret ulovligt. Nu anker FADL, Foreningen af Danske Lægestuderende, retssagen om 4-års-reglen til Højesteret.
Kort fortalt betyder 4-års-reglen, at de nyuddannede læger skal være påbegyndt en endelig uddannelse til speciallæge senest fire år efter de er færdige som læger. Målet skal være en hurtigere produktion af speciallæger i Danmark. Resultatet derimod bliver dårligere læger, der ikke kan tage sig af patienter der fejler flere sygdomme på én gang. Den kritik har FADL og flere lægefaglige selskaber gentagne gange rettet mod 4-års-reglen — dog uden at Sundhedsministeriet anerkender den alvorlige problemstilling.
Manglende beføjelser
Kristín Steinthorsdottír, Formand for FADLs Hovedforening, udtaler: ”Det er vores klare overbevisning, at Lars Løkke Rasmussen i 2007 overskred sine beføjelser som Sundhedsminister, da han indførte 4-års-reglen som tvangsforanstaltning. Derfor har FADLs Hovedbestyrelse nu besluttet, at anke Østre Landsrets dom til Højesteret”.
FADLs Hovedbestyrelse har over de seneste uger grundigt gennemgået dommen og de videre muligheder i sagen. Taktikken blev diskuteret, men grundholdningen var klar. Kristín Steinthorsdottír forklarer: ”Som faglig forening for de danske lægestuderende må vi kæmpe for, at vores medlemmer og medstuderende ikke går en uvis fremtid i møde. En reel tvangsplacering af læger i specialer de ikke egner sig til, er urimelig over for såvel læger, som de patienter det går ud over”.
Kristín Steinthorsdottír fortsætter: ”Vi må som forening påtage os ansvaret for, at denne nødvendige kamp bliver ført. Kun ved et frit specialevalg sikres motiverede, engagerede og fagligt dygtige læger, der jo skal stå med liv mellem hænderne”.
Bred opbakning til sagen
Igennem den sidste tid har FADL fået stor opbakning og støtte fra sit bagland, samt fra færdige yngre læger, overlæger og medicinske selskaber. Der ses med stor bekymring frem mod de grelle konsekvenser, som denne regel vil medføre. I domsafsigelsen fra Landsretten blev det fremhævet, at det ikke kan udelukkes, at reglen kan få negativ indflydelse på speciallægers viden på tilstødende medicinske områder såvel som den lægevidenskabelige forskning.
Kristín Steinthorsdottír konkluderer: ”Det handler om vores fremtid, vores uddannelse og selvfølgelig vigtigst af alt: De danske patienters sikkerhed. Derfor anker vi sagen og tager den helt til Højesteret.”