Beretninger
For at give et nuanceret billede af 4-års-reglens konsekvenser, har FADL indsamlet beretninger fra personer, der på forskellige måder bliver påvirket af den nye reform.
Læs de individuelle beretninger nedenfor.
Hvad har 4-års-reglen gjort ”for” mig?
Jeg vil gerne fortælle, hvad 4-årsreglen har betydet for mit studium.
Jeg færdigjorde 9. sem. i efteråret og holder nu semesterfri for at lave et lille forskningsprojekt og udfra dette skrive min OSVAL2. Grunden til at jeg bruger et helt semester på dette, er håbet om at kunne lægge liiige lidt mere arbejde i opgaven, så den evt. kan komme i Ugeskriftet, idet det jo nærmest er "et must" at være førstefortatter på en artikel, for at komme i betragtning til eg. en stilling i anæstesi eller ortopædkirurgi, som dækker mine interessearealer.
Dernæst vil jeg efter 11. sem. søge et halvårigt vikariat, da også dette er vigtigt, i alle fald for ortopædkirurgiens skyld - hvis det er der beslutningen ender.
Alt dette kun for at være bedre stillet, når jeg "kommer ud på den anden side" som kandidat og "kun" har 4 år til at få min kursusstilling i anæstesi eller ortopædkirurgi.
Summa summarum: Jeg har forlænger min i forvejen lange uddannelse med et år!
Venlig hilsen
Christian Fagernæs
4-års-reglen og mig
Jeg er netop blevet læge og har som så mange andre forlænget studietiden med forskningsår og vikariat for at kunne konkurrere om introstillinger med de læger, der ikke er bundet af 4-års-reglen. Vi er mange, der vælger at kvalificere os under studiet for en sikkerheds skyld. Dette selvom vi måske aldrig havde behøvet det, fordi vi måske havde fået vores drømmestilling alligevel. Men dette tør man ikke satse på med 4-års-reglen i baghovedet. Så reelt tager man 1-1,5 år længere om uddannelsen, hvilket jo kun vil udskyde tiden før Danmark får de Speciallæger, der er brug for. Altså vil Danmark ikke hurtigere, men langsommere få dækket speciallægebehovet.
Desuden sidder jeg i den situation, at min mand skal 2 år til USA. Dvs. med min KBU + 2 år i USA skal jeg have min intro- og kursiststilling i første hug, og da det nok er ret urealistisk, kan det være jeg ender med at måtte specialisere mig og blive i udlandet. Altså har Danmark ikke fået en speciallæge hurtigt, men tabt en læge helt pga. den tåbelige 4-års-regel.
Venlig hilsen
Anonym (navnet er kendt af FADL)
Jeg vil blive påvirket af 4-års-reglen på følgende måde:
Jeg har altid haft en stor interesse for sundhedsfremme og forebyggelse. Jeg har under min studietid haft muligheden for at tage en pause, og arbejde på et dansk finansieret udvilkingsprojekt i Bolivia i Sydamerika. Arbejdet var rigtig spændende og givende, og jeg ønsker derfor at arbejde inden for dette felt i en årrække efterstudiet.
DANIDA (Udenrigsministeriets afdeling for Dansk International udviklings-bistand) finansierer i den forbindelse såkaldte Junior Professional Officer (JPO) uddannelsesprogrammer for unge akademikere under 32 år med interesse for ulandsarbejde. Disse ansættelser skal vel fungere som en slags introduktions-stilling til ulandsarbejdet. Udsendelserne er typisk af 1 (og oftest 2) års varighed.
Jeg bliver færdig til januar 2011 i en alder af 28 (næste 29) år. Jeg har således 3 år til at få søgt en af disse stillinger. De opslås i reglen et par gange årligt. Mit store problem er nu, at jeg desværre ikke kan nå at vente på stillingsopslaget (som i reglen kommer til maj) og tage 2 års udsendelse. Så kommer jeg nemlig ud over 2 års fristen før man skal være påbegyndt sin basisuddannelse. Min anden mulighed er, at få overstået min basis for at søge udsendelse kort tid derefter. Basisuddannelsen er som bekendt af 1 års varighed. Hvis jeg herefter tager en 2 års udsendelse med DANIDA vil jeg faktisk kun have tid til en enkelt introduktionsansættelse (selv hvis man medregner de 8 måneders dispensation man kan få, hvis det godkendes som humanitært arbejde). På baggrund af en enkelt introstilling skal jeg således afgøre om det er et speciale for mig eller ej. Og reelt kan det vel ikke kaldes for et valg... For jeg kan jo ikke vælge om. Jeg finder det dybt grotesk, at Danmark på den ene side opfordrer unge akademikere til at prøve kræfter med udviklingsbranchen (ellers fandtes JPO-stillingerne vel næppe?) og på den anden side straffer mig for at gøre det efterfølgende.
Jeg skal være den første til at indrømme at Danmark er et dejligt land, og at det er her, jeg føler mig hjemme. Når det så er sagt, så taler jeg flydende Tysk, Engelsk og Spansk. Svensk og Norsk kan de fleste danskere også lære relativ nemt. Det ville selvfølgelig gøre mig ondt at skulle flytte, men muligheden er der, og den er ikke alt for fjern.
4-års-reglen er urimelig. Den er umenneskelig og en stor stressfaktor i mange unge lægers liv. Den påvirker os alle og fratager mig lysten til overhovedet at blive færdig.
Venlig hilsen
Anonym (navnet er kendt af FADL)
En fortvivlet studerende på 12. semester
Bekymringer om 4-års-reglen
Den omstridte regel har ikke haft konsekvenser for mig og jeg har ikke i sinde at omprioritere på grund af den, men bekymringer er jeg fyldt af.
Er der en H-stilling til mig når jeg er færdig? Lad os sige min drøm er at blive anæstesiolog, som er blandt de 5 mest populære specialer. I 2009 var der 146, der søgte 54 H-stillinger. Ud af de ca 100 er der ingen der er under 4-års-reglen og således ikke under tidspres og kan derfor opkvalicficerere sig videre.
Lad os lege videre med de her 100 læger - ingen af dem ønsker andet speciale og de besætter alle H- stillinger i 10 og 11 og ydermere kommer de læger der dimmiterede umiddelbart inden 4-års-reglen trådte i kraft, der også ønsker sig en H-stilling. Dem kan vi desværre ikke sætte tal på, men i mine øjne ser det ud til at de første par årgange fuldstændig er sat af i kapløbet om de populære specialer. Da antallet af I-stillinger er mellem 1,5 og 2 gange antallet af H-stillinger, og givet at I-stillingerne besættes af de nye årgange under 4-års-reglen (hvilket vel er realistisk), kommer mange af de nye til at stå med håret i postkassen, da man efter I-stilling får afslag på H-stilling, da der er masser af ansøgere med 3-4 års erfaring. Her skal man så finde en ny I-stilling der varer et år og kan man så få en H-stilling lige efter? Og kan det overhovedet lade sig gøre på fire år?
År 1: KBU
År 2: I-stilling Anæstesi
År 3: Søger H-stilling
År 4: Ny I-stilling og fristen overskrides, hvis man ikke får H-stilling lige efter.
Der er ikke plads til mange afslag og fejlvalg. Jeg har desværre ikke fundet tal for hvor lang tid der i gennemsnit går fra turnus til I-stilling og fra I-stilling til H-stilling. De kunne være rigtig interesante at studere mhp. et konstrueret eksempel. Det er i mine øjne denne vej FADL må gå, da vi ikke ikke kan vente på at eksemplerne bliver virkelighed, da retssagen allerede er til efteråret.
Dvs. at efter 6 år på uni bliver man bedt om at acceptere, at ens drømmjob er uopnåelig PERMANENT, fordi man dimmiterer på et uheldigt tidspunkt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at et "frit arbejdsmarked" skal låses og ens udfoldelsesmuligheder skal begrænses så meget.
Anonym stud.med. (navnet er kendt af FADL)
Omfattet af 4-års-reglen
Skal lige til at læse 12. semester her til efteråret, så jeg kommer garanteret at omfattes af reglen. Jeg er svensker og har læst hele uddannelsen her i Danmark. Før 4-års-reglen blev taget i brug, var planen at blive i Danmark og betale tilbage det jeg så gavmildt har fået, nemlig min drømmeuddannelse. Nu kommer jeg at lokke min tyske kæreste med til Sverige og i ro og fred finde ud af hvad jeg gerne vil - også nu, hvor turnus er skåret ned til at omfatte kun ét år, hvor der skal vælges kirurgi ELLER medicin. Resultatet bliver læger der har styr på det medicinske, men står af når patienten begynder at kaste blod op eller har en cicatrice der er revet op eller lignende.
Jeg skal arbejde de fire år, så har jeg i hvert fald givet en del tilbage til den danske stat i form af skattepenge. Men hvis den stupide 4-års-regel ikke fjernes, er det bye bye Danmark.
Anonym stud.med. (navnet er kendt af FADL)
Jeg er påvirket af reglen på flere niveauer:
Jeg skal på 10. sem., men reglen gør, at udskyder at blive færdig som læge og få så meget pynt på CV'et som muligt.
TIl foråret skal jeg forske i et emne, som ikke er særlig vigtig, ej heller særlig spændende, men jeg bliver nødt til at få publiceret et eller andet - fordi det gør alle andre nu. Efter jeg har forsket, vil jeg søge vikariater på livet løs. Vil egentlig hellere læse videre, men igen er CV'et pludselig vigtigt.
En anden grund til at jeg udskyder at blive færdig er, at jeg ikke vil blive færdig januar 2012, hvor de første rammes af konsekvenserne af 4-års-reglen. Jeg bliver nødt til at vide, hvilket speciale jeg vil havne i FØR jeg bliver læge og lige nu aner jeg det ikke.
På det mentale og psykiske plan er reglen årsag til meget stress og bekymring. Kan jeg virkelig tvinges ud i et speciale uden at jeg ønsker det? Skal jeg flytte til Sverige eller England for at blive det jeg gerne vil? Konkurrencen for medstuderende er pludselig blevet meget hård - eller man laver alt muligt vigtigt eller ligegyldigt, bare det kan komme på CV'et.
Tanker fra en bekymret kommende læge.
Anonym (navnet er kendt af FADL)
Betydning for mig
Jeg vil berette om, hvordan jeg, og studerende omkring mig, oplever 4-års-reglen. Jeg skal på 8. semester efter sommerferien.
4-års-reglen har stresset mig fra den dag den blev omtalt første gang. Jeg synes det er en utrolig stressfaktor, at man ved, at man kan blive nødt til at vælge nr. 10 på ens liste fordi de andre specialer ikke var mulige da man havde brug for dem.
Jeg synes også det er utrolig stressende, at vi skal vide så målrettet, hvilken speciallægeuddannelse vi vil gå efter når vi er færdige. Dette er meget uoverskueligt, for sådan som de bliver ved at skære i klinikopholdene, kommer vi jo aldrig ud og prøver en bred vifte af ting på mange afdelinger. Dette resulterer i at folk føler sig meget mere tvunget til at tage længere tid under studiet - der skal være tid til forskning, arbejde i udlandet, klinikophold, lægevikariater og hvad man eller synes kunne være spændende i sit fremtidige virke - for man har ikke ret lang tid til at træffe beslutningen om, hvilken retning man vil gå i, når man først er færdig med studiet.
Desuden sætter det også store begrænsninger i forhold til de ophold, hvor man skal være færdiguddannet læge. Fx bliver et ophold med Læger uden Grænser ikke godtgjort for hele perioden og der er heller ikke de samme muligheder for at komme ud med forsvaret osv. Dette er meget ærgerligt da disse ting jo kun har været med til at skabe dygtigere og mere kompetente læger
Venlig hilsen
Anonym (navnet er kendt af FADL)
Min kommentar til 4-års-reglen
Jeg starter her til efteråret 9. semester på medicin. Jeg har som mange andre bekymringer omkring min fremtid som læge i Danmark, nu hvor 4-års-reglen er blevet indført. Derfor vil jeg med denne mail gerne støtte jeres sag vedrørende afskaffelsen af denne regel.
Jeg er svensker og begyndte, som så mange andre svenskere, at læse medicin i Danmark - med en forventning om at blive boende og optage arbejde i Danmark efter afsluttet studie. Jeg føler mig fuld ud integreret i det danske samfund og ser derfor i højere grad Danmark som mit hjemland.
Jeg har derfor ikke haft nogle tanker om at flytte tilbage til Sverige efter studiet, men efter at 4-års-reglen er blevet indført, fylder tanken om at flytte til Sverige nu alligevel en stor del af mine overvejelser. Jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med min speciallæguddannelse, hvorfor jeg derfor kan ende i den situation, såfremt jeg ikke får en speciallægeuddannelse på plads inden fire år, at jeg bliver nødt til at rejse til Sverige, eller for den sags skyld Norge, for at få mine ønsker opfyldt. Det vil være penge ud af vinduet for den danske stat og i bund og grund også et tab for mig, da Danmark er landet, som jeg ønsker at bo og arbejde i.
Lægestuderende, både udenlandske såvel som danske, bliver i høj grad skræmt af det pres og stress, som 4-års-reglen afleder, hvorfor man højst sandsynligt vil opleve en større procentdel af de færdiguddannede lægestuderende tage deres specialuddannelse i udlandet - også danske lægestuderende, hvor der er en risiko for, at de ikke vender tilbage til Danmark.
Derudover har de nyuddannede læger, som er underlagt 4 års-reglen, en bagdel, idet de i konkurrencen om pladserne til specialuddannelserne ikke kan fremvise et ligeså fyldigt CV, som læger, der ikke være underlagt 4-års-reglen, da de i højere grad har haft mulighed for at opnå erfaring gennem længere tids arbejde og/eller en evt. Ph.D-afhandling.
Jeg finder personligt denne 4 års-regel som en kortsigtet løsning til at øge antallet af speciallæger. Jo mere bevidst lægestuderende er om de problemer, som reglen giver efter endt studie, jo tidligere i uddannelseforløbet vil tankerne omkring en speciallægeuddannelse være til stede - og jo tidligere disse overvejelser kommer ind i uddannelsesforløbet, jo større sandsynlighed er der for, ideen bliver realiseret. Så derfor tror jeg, til trods for at reglen giver flere speciallæger på kort sigt, det på længere sigt vil have en negativ effekt.
Til sidst kan det nævnes, at jeg personligt, som så mange andre, har valgt at udskyde uddannelsen med en lang periode, hvor jeg vil drage erfaring gennem arbejde og/eller forskning, for på den måde at blive mere bevidst om hvilken specialuddannelse jeg vil tage. 4-års-reglen har derfor også den negative effekt for samfundet, at de studerende forlænger deres lægeuddannelse og underminere således tanken om at få de studerende hurtigt igennem uddannelsen og dermed indirekte også tanken om at få de nyuddannede læger hurtigt igennem speciallægeuddannelsen.
Med venlig hilsen
Anonym (navnet er kendt af FADL)
Hårdt ramt børnefamilie
Vi er hårdt ramt. Et lægepar med tre børn og ikke i stand til at flytte land og rige rundt efter introer.
Vi har heller ikke mulighed for de lange, lange transporttid pga. institutionernes lukke/åbningstider.
Der er ansættelsesstop i Region Hovedstaden og næsten i Region Sjælland. Der er ikke som lovet oprettet flere introer, tværtimod viser statistikken færre - det er et aftalebrud og hvordan kan man opretholde en 4-års-regel, når der er ansættelsesstop???
Min mand har søgt mange, mange introer og har fået afbud pga. "umålrettethed"! Han har haft psykiatri som en del af sin KBU og ønsker at være anæstesilæge eller kardiolog. Hvordan kan man være målrettet, når der er ansættelsesstop, og man ikke bliver præsenteret for kirurgi, medicin og almen i sin KBU?
Nu er vi tvunget til at "prostituere" os selv og tilbyder gratis forskning på diverse afdelinger (for at være målrettede), en tid vi skulle have brugt sammen med vores tre børn og for at være ærlig, hænger det os så meget ud af halsen, at vi søger job i Norge nu!
Som der blev skrevet i Ugeskriftet, skal begge parter overholde aftalen - men lægerne er vist de eneste der seriøst forsøger!
Øv.
Med venlig hilsen
Anonym (navnet er kendt af FADL)
4-årsreglen eller "kunsten at miste en speciallæge"
Jeg er 25 år og har halvanden år tilbage af studiet, som jeg indtil videre har fulgt på normeret tid. Min plan var at gøre studiet færdigt så hurtigt som muligt for at arbejde som læge og samle erfaring til en hoveduddannelsesstilling i infektionsmedicin. Men 4-årsreglen har effektivt ændret den plan.
Jeg VIL stadig være infektionsmediciner, men i stedet for at samle erfaring postgraduat for at få hoveduddannelsesstillingen, må jeg nu gøre det prægraduat. Det vil sige, at jeg forlænger studietiden med lægevikariater og forskningsår. Det betyder i sidste ende af, at jeg ender med at arbejde færre år som læge.
Worst case scenario er, at jeg ikke får en hoveduddannelsesstilling indenfor de påtvungne 4 år. I så fald vil jeg søge til Norge, Sverige eller et engelsksproget land for at specialisere mig i infektionsmedicin, og så er der ingen garanti for, at jeg vender tilbage. Ingen læger har jo lyst til at arbejde for en sundhedsstyrelse, som ikke respekterer deres drømme eller ambitioner.
4-årsreglens konsekvenser i mit tilfælde er:
- at jeg ender med at arbejde færre år som læge for samfundet,
eller - at jeg flytter til udlandet for at specialisere mig uden garanti for at vende tilbage.
4-årsreglen blev sat i verden for at få flere speciallæger, men den kommer unægteligt til at resultere i det modsatte.
Boje Kvorning Ehmsen
Personlig beretning om 4-års-reglen
Jeg går på 9. sem. i København, og bekymrer mig meget om hvordan min fremtid skal komme til at se ud når jeg bliver færdiguddannet om 2 år, og 4-års reglen bliver en realitet for mig.
Da jeg ønsker at starte på et af de populære specialer, får jeg et problem når jeg efter basisuddannelsen kun har 2 år til at kvalificere mig til een af de populære introstillinger. Derfor er jeg nødsaget til at tænke kreativt, og tage så meget relevant arbejde som muligt under studiet. Det lyder jo godt, men i realiteten er det tid som istedet skulle være brugt på studiet, som jeg nu bruger på at kvalificere mig til noget som først er aktuelt om 3-4 år.
Desuden er jeg indstillet på at skulle tage semesterfri x flere for at forske, samt have lægevikariater. Det er selvfølgelig irriterende at blive forsinket i studiet, når jeg nu helst ville blive færdig så hurtigt som muligt, men man bliver jo nødt til at være lidt forudseende, og under studiet har man jo god mulighed for at få udforsket de forskellige specialer. Men på en eller anden måde synes jeg at det ville mere passende at udforske ens erhverv EFTER overstået uddannelse - ligesom man gør i langt de fleste andre fag.
At på denne måde allerede føle sig stresset og presset, synes jeg er urimeligt. Bare fordi lægeuddannelsen er en af de mest populære uddannelser, og at man som man siger, kan tørre sig bagi med medicinstuderende, betyder det jo ikke at man nødvendigvis behøver at gøre det.
Dette var et lille indblik i min verden. Kommer jeg ikke ind på det ønskede speciale i Danmark er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg i stedet vil søge til udlandet.
Med venlig hilsen
Signe Søndergaard, stud.med. 9. semester
Planlægger studieforløb efter 4-års-reglen
Jeg er lige begyndt på mit 6. sem., og har planlagt mit studieforløb for at undgå at komme i en situation, hvor jeg senere hen kommer til at fortryde, at jeg ikke har tænkt over mit studieforløb pga. 4-års-reglen.
Jeg har planlagt et lægevikariat efter 8. sem. på et halvt år, da klinisk erfaring er en vigtig del af lægevidenskaben. Derefter bruger jeg endnu et halvt år på at holde fri fra studiet og lave ting jeg vil nå inden jeg er færdiguddannet, fx ud at rejse. Herefter fortsætter jeg med mit studie på 9. sem., men jeg har også brug for et forskningssemester, for at kunne få mulighed for at komme i en fremtidig ønskestilling, og derfor er planen at jeg tager et semester fri efter 9. sem. til forskning. Dvs. jeg nu har forlænget mit 6-årige studie med halvandet år mere. Til den tid er jeg 28 år gammel. Jeg vil også gerne have børn en dag, og for at komme udenom 4-års reglen, har min partner og jeg snakket om at få børn inden jeg er færdiguddannet. Dvs. at jeg er nødt til at tage endnu et semester (eller flere?) for at få barselsorlov, og min i forvejen lange uddannelse på 6 år vil derfor vare 8 år i stedet for, alt dette for at undgå dén situation, at jeg ikke kan uddanne mig til speciallæge. Og oveni alt dette kommer den stress: Hvad skal jeg specialisere mig til? Det har jeg kun 4 år til at finde ud af, og i den periode må jeg ikke lave dén fejl at jeg vælger den ”forkerte” speciale, for det har jeg jo ikke tid til.
Svaret fra kammeradvokaten er: ”Den eneste reelle mulighed for at blive speciallæge efter 4 år er ved at rejse til udlandet”. Jeg er oprindeligt fra Irak, men har boet i Danmark siden jeg var 6 år gammel, og mit hjemland er derfor Danmark. Mine forældre flygtede fra Irak pga. krigen, men også pga. samfundets ringe system om bl.a. uddannelse og fremtid. Det er ærgerligt at jeg skal opleve det mine forældre flygtede fra (nok slet ikke i den samme grad), og da den ”eneste reelle mulighed at blive speciallæge efter 4 år er ved at rejse til udlandet”, har jeg da også overvejet at gøre det.
Jeg vil jo gerne have mere end et barn, og for at få det næste i en forholdsvis ung alder, må det blive under de 4 år, jeg har til rådighed efter kandidaten, og i den tid er jeg i forvejen presset til at vælge speciale, som jeg stadig slet ikke har en ide om, hvad det skulle være.
Hvis jeg vælger at rejse til udlandet og blive speciallæge dér, vil ethvert land (specielt Mellemøsten, hvor jeg har familie) modtage mig som læge med glæde, og lønnen vil da heller ikke tiltale mig til at rejse tilbage til Danmark. Men ser man dette fra statens side, ville det så ikke være ærgerligt, at Danmark bruger penge på at uddanne mig som læge, og når jeg er færdiguddannet, så mister Danmark mig måske til et andet land, fordi 4-års reglen vil påvirke mit privatliv på en måde, jeg ikke har lyst til at være en del af. Og derudover er der én mindre læge i Danmark, dvs. endnu mere mangel på læger i Danmark.
Dvs. alt i alt vil 4-års reglen påvirke mit studieliv, således at jeg er nødt til at tænke taktisk mht. klinisk erfaring, forskning og senere hen mulighed for at få job som læge samt mit privatliv, idet mit ønske om at blive mor skal planlægges efter 4-års-reglen. Det kan medføre at min partner og jeg vælger at rejse til udlandet og bosætte os der, hvorfor 4-års-reglen også påvirker den danske stats økonomiske forhold på negativ måde. Det kan jeg slet ikke se noget fornuft i!
Hilsen
Anonym stud.med. (navnet er kendt af FADL)