Kompetenceområder
En FADL-vagt har gennem de interne kurser oparbejdet en kompetance, der gør at vi kan dække vagtønsker fra de rekvirende afsnit.
SPV-vagtens normale kompetanceområder
Sygeplejevikarer, der er tildelt arbejde gennem FADLs Vagtbureauer, arbejder altid under en sygeplejerskes tilsyn og ledelse.
Sygeplejevikaren skal kunne deltage i flg. arbejdsområder:
Klinisk observation og rapport:
- Observation af ændringer i patienters helbredstilstand, f.eks. registrering af nytilkomne lammelser, forandring i hudfarve, tryksår, blødning, træthed eller psykisk uklarhed.
- Temperatur- og blodtryksmåling samt puls- og respirationstælling.
- Observation af infusioner, ilttilskud på næsekateter eller Hutsonmaske, anlagte dræn, kath. o.lign.
- Rapportering, såvel mundtligt akut og ved lejlighed som skriftlig og mundtlig overgivelse af vagt ved vagtskifte, herunder kvalificeret modtagelse af rapport ved tiltrædelse af vagten.
Praktisk sygepleje:
- Varetagelse af eller assistance til patienters personlige hygiejne: Vask og bad (sengebad, bruse- og karbad). Mundpleje, Sugning i mundhule. Øjen- og næsepleje. Frisering og barbering. Tøjskifte.
- Assistance til toiletbesøg, herunder brug af urinkolbe, bækkenstol eller bækken i sengen og efterfølgende vask. Skift af stomi- og urinpose. Kateterpleje. Observation af ekspektorat, aspirat, fratagning af urin- og afføringsprøver.
- Opretholdelse af god hygiejnisk standard ved anvendelse af infektionsprofylaktiske principper. Aseptisk omgang med forbindinger og andre rene artikler.
- Sengeredning med og uden patient i sengen.
- Almindelig hudpleje og forebyggelse af tryksår, herunder lejring af patienter.
- Mobilisering og aktivering samt hjælp til patienter i almindelighed, f.eks. ved af- og påklædning, forflytning mellem seng og stol samt støtte ved gangbesvær.
- Assistance til måltider, servering eller hjælp til at spise og drikke. Væskeregnskab.
- Assistance til indtagelse af medicin – administreret af sygeplejerske.
- Målrettet kommunikation med patienter og pårørende.
- Omsorg for særlige patientgrupper, f.eks. børn, ældre, bevidstløse, lammede, psykisk syge og patienter med anden kulturel baggrund end sygeplejevikarens egen.
- Besvarelse af kald fra egne patienter eller andre patienter i nødsituationer.
- Assistance ved hjerte- og respirationsstop under ledelse af den ansvarshavende sygeplejerske
- Deltagelse i elementær brandbekæmpelse på afdelingen. (Efter gennemførelse af særskilt kursus).
- Forberedelse af patienter til transport, evt. deltagelse i transport.
- Modtagelse af blomster og andre gaver til patienter i henhold til afdelingens retningslinier.
- Forberedelse til og oprydning efter diverse lægelige og sygeplejefaglige procedurer.
- Istandgørelse af døde og omsorg for efterladte.
- Forefaldende arbejdsopgaver i afdelingen efter ansvarshavende sygeplejerskes anvisning.
VT-vagtens normale kompetenceområder
Ventilatøren, der er tildelt arbejde gennem FADL´s Vagtbureauer, arbejder altid under en sygeplejerskes tilsyn og ledelse.
Ventilatøren skal kunne udføre alment SPV- arbejde og ved afsluttet VT- kursus have opnået færdigheder i og viden om:
- Respirationsanatomi og -fysiologi, samt kredsløbsfysiologi og kardiologi.
- Basal syre-base fysiologi – a-punkture og vurdering af disse
- Specielle observationer, herunder respiratoraflæsning, EKG, drop og CVP.
- Respirator modus, herunder volumen- og trykkontrolleret.
- Apparatur til brug ved manuel ventilering, samt udførelse heraf.
- CPAP- og PEEP behandling.
- Sugning i nedre luftveje.
- Pleje af respiratorpatienter, herunder omgang med tube og sølvkanyle samt decubitusprofylakse.
- Fysisk og psykisk pleje.
- Specielle forhold når børn er patienter.
- Kommunikation med intuberede patienter.
- Choktyper og behandling heraf.
- Hjertestopprocedure.